Afgående overvismand Carl-Johan Dalgaard bliver kommentator hos Børsen

ERHVERV/POLITIK19. AUG 2026 • 15:08

Carl-Johan Dalgaard træder ud af De Økonomiske Råds formandskab efter at have været overvismand siden 2020.

Allerede inden professor i økonomi Carl-Johan Dalgaard er trådt ud af De Økonomiske Råds formandskab, har han fået ny aftale i kalenderen.

Den nu afgående overvismand bliver fra september ny ekstern kommentator på dagbladet Børsen.

Det skriver mediet selv i en pressemeddelelse.

Tirsdag meddelte Økonomi- og Indenrigsministeriet, at Carl-Johan Dalgaard fra 1. september er trådt ud af formandskabet efter at have været overvismand siden 2020.

Han skal fremover løbende skrive kommentarer til Børsen om aktuelle emner på det økonomiske og politiske område i Danmark og globalt.

Børsens ansvarshavende chefredaktør, Nikolaj Sommer, påpeger, at der er "hårdt brug for, at faglighed og indsigt fylder mere i debatten og i de politiske beslutninger".

- Som afgående overvismand er Carl-Johan uden tvivl den stærkeste økonomiske kommentator, vi kunne ønske os i spalterne, siger han i pressemeddelelsen.

Carl-Johan Dalgaard forklarede tirsdag til Ritzau, at han egentlig gerne ville være stoppet i De Økonomiske Råd ved årsskiftet. Men praktiske forhold gjorde, at det var mest hensigtsmæssigt at fortsætte lidt endnu.

Selv om han selv har villet stoppe, er det ikke ensbetydende med, at han har haft et ønske om at trække sig fra samfundsdebatten, lyder det i pressemeddelelsen onsdag fra Børsen.

- Jeg er fortsat interesseret i at bidrage til samfundsdebatten, og Børsen er en helt oplagt indgangsportal til det formål, lyder det fra den nye kommentator.

Han tilføjer, at han glæder sig til at prøve kræfter med at udkomme i en anden og en noget kortere form end de løbende vismandsrapporter.

Carl-Johan Dalgaard har de seneste godt seks år været overvismand og formand for De Økonomiske Råd.

Det er økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF), som udnævner rådets formand og medlemmer.

Rådet er uafhængigt, og udnævnelsen sker efter indstilling fra det siddende formandskab.

Formandskabet for De Økonomiske Råd kaldes også de økonomiske vismænd.

De har til opgave at kigge dansk økonomi efter i sømmene og komme med inspiration og forslag til, hvad samfundet har mest gavn af.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT