12. JUN 2018 • 08:11SPORT

Irans spillere mangler nye fodboldstøvler før VM-start

Støvlesponsoren har stoppet leverancen af fodboldstøvler til Irans landshold som følge af USAs sanktioner.

Med Portugal og Spanien blandt modstanderne i den indledende pulje står Irans fodboldlandshold over for en stor udfordring på banen ved VM i Rusland.

Men allerede inden turneringen er gået i gang, har iranerne fået et andet og mere uventet problem på halsen.



Støvlesponsoren Nike har nemlig stoppet leverancen af fodboldstøvler til de iranske spillere som følge af de internationale politiske og økonomiske restriktioner mod landet.

- USAs sanktioner betyder, at en amerikansk virksomhed som Nike ikke kan levere støvler til spillerne på Irans landshold i øjeblikket, oplyser Nike ifølge ESPN.

Allerede på fredag skal Iran i aktion første gang i Rusland, når holdet møder Marokko.



For at være sikker på at have støvler nok, har spillerne selv været på indkøb i sportsforretninger eller har lånt fodtøj af holdkammerater i deres klubber.

Irans Fodboldforbund har skrevet til Fifa for at få en forklaring og har samtidig bedt verdensfodboldforbundet om hjælp til at finde en løsning.



Landstræner Carlos Queiroz er langt fra begejstret over udsigten til, at hans spillere skal vænne sig til nye støvler med så kort varsel.

- Spillerne er vant til udstyret, og man bør ikke skifte det ud en uge før vigtige kampe, siger Queiroz ifølge ESPN.

Irans spilletøj er fremstillet af Adidas. Det tyske firma er dog ikke sponsor for holdet, men har solgt tøjet til det iranske forbund.



/ritzau/

15. OKT 2018 • 17:08 FOR ABONNENTER

Valentinos er tilbage: Vi kan ikke undvære det

15. OKT 2018 • 15:14 FOR ABONNENTER

Mandagens leder: Øen og Christiansøfarten er vokset sammen

Mest læste

12. OKT 2018 • 18:32 FOR ABONNENTER

Viking og Tejn mødes i første lokale opgør i e-sport

11. OKT 2018 • 14:05 FOR ABONNENTER

Pigefodbold er igen blevet populært på Bornholm