Han mener samtidig, at de lokale vil kunne få glæde af et tog, der kører op af den stejle bakke til landevejen, især efter at den offentlige busdrift er reduceret til en enkelt daglig tur ned på havnen.
– Ideen er god nok, at få folk op og ned. Jeg har selv kørt taxa i Gudhjem, og de stejle gader er et problem for folk, der kommer ind med færgen fra Christiansø, og dårligt gående fra hotellerne. Folk føler sig fanget, hvis de er dårligt gående, og jeg husker nogen, der skiftede hotel, fordi transportmulighederne fra den nederste del af byen var begrænsede, siger Ronald Kofoed-Rasmussen.
Det kræver tilladelser
Han er enig med Lars Funch Jensen i, at et tivoli-tog i Gudhjem vil give mest mening, hvis biltrafikken ned til nedre bydel og havnen begrænses markant i sommerperioden.
– Hvis man gør det, skal det være for at gøre byen bilfri. Hvis man kan holde sig i bilfri-zone bliver det også nemmere at få det igennem myndighederne, det er politiet, der giver tilladelse til det, siger han.
Et tivoli-tog vil altså, baseret på Aakirkeby-erfaringerne, kræve lokale tilpasninger. Et tivoli-tog må ikke køre på landevej, og som det er i dag er Brøddegade ensrettet om sommeren. Der er alternative ruter via Holkadalen og Bokulvej, ligesom der kan køres til Melsted via Melsted Langgade, men det kræver planlægning i forhold til ruten.
Der er dog ingen tvivl om, at det kan lade sig gøre, siger Ronald Kofoed-Rasmussen. Han mener også, at et turisttog vil tjene et bredere formål i den tætpakkede sommerby.
– Hvis toget kørte hele tiden, kunne du flytte en masse mennesker, 20-30 gange ad gangen. Det kan lade sig gøre andre steder. Men det kræver tilladelser, og at man kører en fast rute.