TRAFIK / 14. JAN • 05:30

Passagerer glemt i København: Nu svarer minister om kompensation

Passagerer glemt i København: Nu svarer minister om kompensation
Bussen skulle være afgået 14.20, men afgik aldrig fra den rigtige parron, foto William Sonne Kaalø.

Knap to måneder efter en gruppe passagerer blev efterladt ved Københavns busterminal, svarer transportministeren på spørgsmål om rettigheder og kompensation.

Fredag 21. november blev en gruppe passagerer på 25 til 30 personer 'glemt' på busterminalen i København.

Gruppen stod og ventede på bussen ved den perron, hvor bussen ifølge skiltningen skulle afgå fra. Bussen mod Ystad kørte dog aldrig ind på perronen, og gruppen af passagerer ventede forgæves.

Det resulterede i en forsinkelse på fire timer. Dengang kaldte pr- og kommunikationschef for Bornholmslinjen Jesper Maack det "en klar chaufførfejl". I samme ombæring oplyste Bornholmslinjen, at de forsinkede passagerer kunne skrive til kundeservice og derudover ville få en voucher på 100 svenske kroner, der svarer til 67 danske kroner, til at købe aftensmad ombord på færgen.

Ministersvar

Situationen omkring de glemte passagerer fik det bornholmske folketingsmedlem Peter Juel-Jensen fra Venstre til at stille en række spørgsmål til transportministeren:

"Ministeren bedes oplyse hvilke rettigheder man som passager har i sådan en situation?".

Nu er der kommet svar fra transportminister Thomas Danielsen (V), der slår fast, at fordi rejsen mellem København og Ystad er kortere end 250 kilometer, gælder reglerne for kompensation ikke.

Ministeren henviser til EU-forordningen 181/2011, der dækker fjernbustrafik. Det betyder, at selvom gruppen af passagerer blev omkring fire timer forsinket, så kan de ikke se frem til en økonomisk erstatning.

Derudover stillede Peter Juel-Jensen også spørgsmål til retfærdigheden af madvoucheren på 67 danske kroner, som passagerne modtog: "Mener ministeren, at en kompensation svarende til 16,75 kr. pr. time står til mål med den påførte gene?"

I svaret fra transportministerien henvises til samme sæt regler for kompensation som ved det første spørgsmål. Dertil svarer ministeren: "Uden at gå nærmere ind i sagen noterer jeg mig, at Bornholmslinjen grundet den særlige situation har oplyst, at de berørte passagerer kan skrive til kundeservice for at få refunderet deres billet og modtage en fribillet til en anden rejse."

Sidste spørgsmål fra Peter Juel-Jensen handlede om afstanden i forhold til mulighederne for kompensation:

"Busturen Bornholm Expressen indgår ikke som en del af besejlingen af Bornholm, er derfor ikke en del af kontrakt med udbyderen. Vil ministeren redegøre for, om dette har betydning for hvor stor en kompensation passagerer, der oplever forsinkelser, er berettiget til?"

Til det spørgsmål svarer transportminister Thomas Danielsen, at selv hvis Bornholm Expressen var en del af besejlingen af Bornholm, så ville det ikke have betydning for størrelsen af kompensation. Afstanden ville nemlig stadig ikke være over 250 kilometer.

Peter Juel-Jensen er valgt til Folketinget i Bornholms Storkreds, foto Torben Østergaard Møller.
Peter Juel-Jensen er valgt til Folketinget i Bornholms Storkreds, foto Torben Østergaard Møller.

Nyttig viden til fremtiden

Ministerens svar undrer Peter Juel-Jensen (V), der alligevel håber, at situationen omkring de glemte passagerer bliver brugt i fremtiden.

– Jeg tænker, at man i kommunen bør notere sig svarene, og at vi, i vores forventninger til en kommende kontrakt, spiller ind med det, der er en fordel for os på Bornholm, skriver han i en mail til Tidende.

Peter Juel-Jensen medgiver, at det bliver svært at få ændret reglerne, så lignende fremtidige situationer bliver omfattet af kompensation. Alligevel mener han, at det er en vigtig kamp at kæmpe. Derudover har Peter Juel-Jensen ikke meget tilovers for kompensationen i form af mad-vouchers til færgen.

– Jeg noterer ligeledes, at ministeren hæfter sig ved, at man som rejsende kunne få refunderet deres billet og modtage fribillet til en anden rejse. Nuvel, et rimeligt plaster på såret, men kompensationen på de 67 kroner var helt til grin, og viser hvor let Bornholm Expressen i denne sag tager deres ansvar.

 



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT