Øresundsbroen sætter ny trafikrekord

Øresundsbroen sætter ny trafikrekord
Øresundsbroen sætter ny trafikrekord i et år, hvor langt flere elbiler end før er den største enkelttendens. Foto: Berit Hvassum
NOTITS | 30. DEC 2024 • 09:24
Jakob Marschner
Journalist
NOTITS
30. DEC 2024 • 09:24

Med over 7,5 millioner ture slår Øresundsbroen sin syv år gamle trafikrekord i år. Den seneste rekord blev sat i 2017.

– Øresundsbroen slår årsrekorden i et år, der har været præget af stærk fritidstrafik og markant øget pendling. Nu går vi ind i 2025 og fejrer 25-årsjubilæum efter et år, der aldrig før har haft så meget trafik over broen, siger Linus Eriksson, administrerende direktør for Øresundsbroen.

– Særligt fritidstrafikken og lastbiltrafikken er steget meget siden 2017. Og i løbet af det seneste år er det især pendlingstrafikken, der har bidraget mest, siger han i en pressemeddelelse.

Sommertrafikken over Øresundsbroen slog også trafikrekord i år. I perioden juni-august steg trafikken med 2,2 procent sammenlignet med den seneste rekordsommer i 2023.

Eksplosion af elbiler

Årets mest markante enkelt-tendens handler om elbilerne. Frem til november kørte 900.000 elbiler over Øresundsbroen, op fra 600.000 i samme periode i 2023. Hver ottende bil på broen var i år en elbil.

Pendlingen over Øresundsbroen steg i 2024. Pendlingstrafikken med bil steg samlet set med 12,7 procent i forhold til 2023. Dermed er den gennemsnitlige pendlertrafik pr. dag for pendlerne nu på niveau med 2019.

– 2024 er et tydeligt vendepunkt, efter at pendlingen over sundet er faldet i flere år, siger Linus Eriksson.

Også den danske fritidstrafik over Øresundsbroen satte ny rekord i år. Stigningen har stået på i flere år, og siden 2023 har den danske fritidstrafik været større end den svenske – en ny tendens, fordi den svenske fritidstrafik historisk set har haft en klar overvægt.

Øresundsbroen vurderer, at Sveriges svækkede krone og en øget interesse for ferie i nærområdet er nogle af forklaringerne på den øgede danske fritidstrafik.

Godstrafikken blev der en smule mere af. Året begyndte ganske vist med faldende lastbiltrafik, men det stabiliserede sig i april, og årets sidste kvartal viste flere lastbiler. Samlet steg godstrafikken med 0,2 procent sammenlignet med 2023.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT