Bornholmslinjen aner stadig ikke, hvad det var, der forsinkede Express 1 i mere end to timer, da færgens gps-signal satte ud.
– Det er et lille bitte mysterium, og måske finder vi aldrig ud af, hvad der skete.
Sådan siger pr- og kommunikationschef Jesper Maack om den episode, der udspillede sig på Express 1, da den skulle af sted på sin formiddagsafgang fra Rønne den 24. marts.
Færgens gps-system blev forstyrret af "et eller andet", og det gjorde, at færgen blev mere end to timer forsinket i sin afgang fra Rønne.
Søfartsstyrelsen har konkluderet, at der var tale om et lokalt problem og altså ikke noget, der kom udefra. Og det har man noteret sig hos rederiet.
– Vi oplevede problemerne i Rønne og igen i Ystad, da den ankom der. Men siden vi tømte færgen i Ystad den dag, har vi ikke mærket noget til noget, siger Jesper Maack.
– Så der må have været noget om bord, der har forstyrret det signal, konkluderer Jesper Maack.
Da færgen lå i Rønne fik man blandt andet mistanke om, at nogle lastbiler kunne have medbragt en såkaldt gps-jammer, som kan have indvirkning på gps-signalet. De blev kørt af færgen, ligesom det var tilfældet med bagagevogne og en ambulance, fortæller Jesper Maack.
Det hele – med undtagelse af ambulancen, for den besluttede at blive i Rønne – kom tilbage på Express 1 og sejlede med mod Ystad. Man fandt nemlig ikke umiddelbart noget mistænkeligt.
– Så nej, vi ved det ikke, siger Jesper Maack.
Søfartsstyrelsen, der har undersøgt episoden, har givet sagen videre til Energistyrelsen.