– Jeg spænder for eksempel i underlivet og vrikker lidt med kroppen. Og når jeg er i udligningsrummet, skubber jeg tre grise fremad 20 meter, og på vejen tilbage løsner jeg i skuldrene med cirkelbevægelser. Vi har fået en fysioterapeut på arbejdspladsen, og hende er jeg tilknyttet. Vi taler om de træningsprogrammer, jeg har fra kommunen. Dem har jeg holdt fast i, fortæller Patrick Andersen.
– Jeg laver øvelserne, fordi jeg har lært, at det gør godt, og fordi jeg kan mærke det. Og jeg bruger alle de hjælpemidler, slagteriet giver os. Det, fysioterapeuten sagde til mig på sygehuset, indprentede sig i min pandebrask. At det er træning og genoptræning resten af livet. Og i dag føles det bare naturligt. At sidde på en stol ville i min verden være en dødsdom, også selvom man har fået bevilget en fin stol fra kommunen, siger Patrick Andersen.
Revurderer indimellem
Jobbet holder smerterne i skak, men hvor længe kroppen kan holde til det, vil Patrick Andersen revurdere indimellem sammen med sin kæreste. Han tænker på fremtiden, for han ved, at han skal være på arbejdsmarkedet i mange år endnu, men det optager ham ikke hele tiden.
– Når den knogleopbyggende behandling, jeg får nu, er slut, skal vi se, hvordan min ryg ser ud. Før jeg fik konstateret knogleskørhed, var jeg i kort periode ansat på levnedsmiddelkontrollen, og der stod jeg stille og kiggede på grisene. Det var fandme ikke rart. Min krop er født til bevægelse, og jeg har ingen problemer i at følge med i tempoet. Jeg kan mærke, at det er godt, at jeg holder mig i gang. Hvorfor skulle man så stoppe? slutter Patrick Andersen.