Abekopper er en global sundhedskrise: Sådan er status på Bornholm

NYHED | ABONNENT | 12. AUG 2022 • 10:30
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
12. AUG 2022 • 10:30

I tre uger har abekopper været en global sundhedskrise, og sundhedsmyndighederne har lanceret en vaccinationsindsats for særligt udsatte. På det lokale hospital er abekopper dog ikke noget, der fylder.


For tre uger siden erklærede verdenssundhedsorganisationen WHO abekopper for en global sundhedskrise. Årsagen var, at abekopper siden april havde spredt sig til en lang række lande, hvor man normalt ikke ser udbrud af abekopper. Samtidig manglede man en fuld forståelse af smittevejene for dette udbrud. I Danmark blev det første tilfælde af abekopper konstateret den 23. maj, og det seneste tal viser 135 tilfælde i Danmark. Her på Bornholm fylder sygdommen imidlertid ikke meget, lyder det fra Bornholms Hospital.

– Vi oplever ikke, at abekopper er noget, der fylder på hospitalet, svarer kommunikations- og pressechef Pernille Gjede på spørgsmålet, om der har været nogen tilfælde af abekopper på Bornholms Hospital.

I Europa kom de første meldinger om abekopper fra Storbritannien i begyndelsen af maj. Hurtigt viste flere tilfælde sig, og siden da er der påvist tilfælde i en lang række europæiske lande og blandt rejsende fra Europa, hovedsagelig blandt mænd, der har sex med mænd.

Abekopper skyldes en sjælden virus, som findes i dyr i Afrika, men som også kan smitte mennesker. En række afrikanske lande har tilbagevendende tilfælde af abekopper, men udbrud i Europa er sjældne. Blandt de første tilfælde i Storbritannien var en rejsende fra Nigeria og en person fra samme hustand.

Mulighed for vaccination

I denne uge lancerede Sundhedsstyrelsen en vaccinationsindsats mod abekopper. Den retter sig især mod mænd, der har sex med mænd og har flere og skiftende partnere, da de ifølge styrelsen er i en særlig risiko for at blive smittet.

Vaccinationsindsatsen kommer, efter de europæiske lægemiddelmyndigheder i juli godkendte en vaccine til forebyggelse af abekopper. Kombineret med et stigende antal smittede har det fået Sundhedsstyrelsen til at vurdere, at man bør tilbyde risikogruppen en forebyggende vaccination mod abekopper.

Heller ikke når der skal vaccineres, kommer abekopper til at fylde noget på det lokale hospital.

– I forbindelse med det nye tilbud om vaccination har Bornholms Hospital ingen visitationsopgaver forbundet med abekopper. Bornholmske patienter vil få mulighed for at blive vaccineret via vaccinationscenteret på Bornholm, fortæller Pernille Gjede.

Hold øje med symptomer

Selvom man er vaccineret, er det ifølge Sundhedsstyrelsen vigtigt at være opmærksom på symptomerne på abekopper, da ingen vacciner beskytter 100 procent. De typiske symptomer på abekopper er feber, influenzalignende symptomer, lymfeknudesvulst og udslæt med blærer. I visse tilfælde består symptomerne alene af betændelse i endetarmen, som kan være smertefuldt.

Hvis man har symptomer, skal man undlade tæt fysisk kontakt med andre, indtil man ved, om man har abekopper og er blevet rask igen.

For at blive vaccineret mod abekopper i Region Hovedstaden skal man være henvist til vaccination. Borgere som på nuværende tidspunkt modtager forebyggende prep-behandling mod hiv vil modtage invitation via E-boks.

Aktuelt kan man i Region Hovedstaden blive vaccineret i Baldersgade i København.