Skal dømme herrekamp: Danmarks bedste vil inspirere øens fodboldpiger

Skal dømme herrekamp: Danmarks bedste vil inspirere øens fodboldpiger
Det lokale dommertalent Louise Mikkelsen får mulighed for at dømme sammen med landets bedste kvindelige dommer, når NB Bornholm og Hasle tørner sammen i Københavnsserien. Og lokale fodboldpiger og -kvinder kan møde hele dommertrioen før kampen til en snak om fodbold og det at være dommer. Arkivfoto: Jesper Gynther
NOTITS | FODBOLD | 23. JUL 2022 • 15:30
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS | FODBOLD
23. JUL 2022 • 15:30

Lokale fodboldpiger og -kvinder får mulighed for at møde landets bedste kvindelige dommer, som skal dømme kampen mellem NB Bornholm og Hasle i Københavnsserien.


Når NB Bornholm og Hasle tørner sammen i Københavnsserien den 24. august, bliver det Danmarks for tiden bedste kvindelige dommere, som styrer slagets gang. Frida Klarlund dømmer i den bedste kvinderække og næstbedste herrerække herhjemme. Den 32-årige dommer kommer til Bornholm sammen med linjedommer Fie Bruun, og de får selskab af det lokale dommertalent Louise Mikkelsen som linjedommer.

Det bliver dog ikke kun spillerne på øens to bedste herrehold, der får glæde af de tre dygtige dommere. Trioen vil rigtigt gerne inspirere og fortælle om deres oplevelser som dommere til de bornholmske fodboldpiger og -kvinder, fortæller administrationschef Morten Blem i DBU Bornholm i en mail til Tidende.

Det uformelle møde med dommertrioen foregår i Nexø Boldklub på kampdagen den 24. august cirka klokken 16.15-17.00.

Efterfølgende er der let fodboldtræning på Nexøs baner for dem, der har lyst, uanset alder, og der er fri entré til lokalopgøret for dem, der har deltaget i inspirationsmødet. Efter kampen vil det være muligt at tage en snak med dommertrioen og se nærmere på det tekniske udstyr samt høre om deres oplevelse af kampen.