Serie 1-hold besejrede Knudsker i pokalkamp

NOTITS | 18. APR 2024 • 13:59
Kjeld Lundbæk
Journalist
NOTITS
18. APR 2024 • 13:59

Svaneke overraskende videre til semifinalerunden i Herre Pokalen.

Serie 1-mandskabet fra Svaneke stod for den store overraskelse, da de i kvartfinalerunden i den bornholmske pokalturnering for herrer besejrede Bornfiber Liga-holdet fra Knudsker med 2-1. Dermed er holdet fra solskinsbyen klar til at spille semifinale mod topholdet i Bornfiber Ligaen, AaIF, der gik videre på walkover mod RIK.

Svaneke fik en drømmestart i hjemmekampen mod Knudsker, da Oliver Kaas Pedersen allerede i det første minut bragte sit hold foran med 1-0. Ved pausen stod det 1-1, men fem minutter før tid slog Svaneke til igen, da Mads Boss scorede sejrsmålet til 2-1.

Svaneke har ambitioner om at komme op i Nordea Ligaen, men det kræver i første omgang, at klubben kvalificerer sig til kvalifikationsspillet, der går i gang i maj måned. Om det lykkes, vides ikke i skrivende stund, da RIK’s afbud i Bornfiber Ligaen har skabt uorden i rækkerne. Først på mandag kan DBU Bornholm fortælle mere om, hvordan kvalifikationsspillet kommer til at se ud.

Under normale omstændigheder består kvalifikationsturneringen af de to nederste hold i Bornfiber Ligaen og de to bedst placerede oprykningsberettigede hold i Serie 1, men da RIK har trukket sit hold i den bedste række, er det kun holdet på femtepladsen, der skal spille om at undgå nedrykning. Med kun to spilleruder tilbage kan det i teorien blive både Viking, Hasle og Nexø.

Kampen om at komme til at spille om oprykning fra Serie 1 er lige så tæt. Lige nu ligger det til BVI og ASG, da Svaneke har tabt to af de tre første kampe i forårets Serie 1-runde – begge med 4-2 til netop BVI og ASG. Østbornholmerne indtager derfor kun en femteplads i Serie 1, og der er kun to kampe tilbage til at rette op på den placering – mod Hasle 2 og Viking 2.

I den anden af ugens kampe i Herre Pokalen fik Viking med 3-2-sejren i kvartfinalen mod Hasle en hurtig revanche for 3-5-nederlaget til det samme Hasle-mandskab i Bornfiber Ligaen i lørdags. Andreas Olsen bragte Viking foran 1-0, men straks i 2. halvleg udlignede Hasle til 1-1. Andreas Olsen og Nasim Mohsen sørgede for en Viking-føring på 3-1, inden Hasle fik pyntet på resultatet kort før slutfløjtet.

Semifinalerne, Svaneke mod AaIF og Viking mod NB Bornholm, spilles onsdag den 24. april.