RIK og NB vil egentlig helst ikke spille træningskampe mod hinanden

RIK og NB vil egentlig helst ikke spille træningskampe mod hinanden
Holdene kender hinanden for godt, mener NB's træner.
| ABONNENT | 30. MAR 2021 • 15:38
Af:
Jesper Gynther (tekst)
Jens-Erik Larsen (fotos)
| ABONNENT
30. MAR 2021 • 15:38

FODBOLD

Selvom RIK og NB Bornholm netop har spillet en træningskamp mod hinanden og har tænkt sig at gøre det samme igen på lørdag, vil holdene egentlig helst ikke møde hinanden op til en sæsonstart.

– Normalt er jeg egentlig mest tilhænger af, at vi prøver at finde nogle andre modstandere, for vi kender hinanden så godt. Jeg har også haft det lidt stramt med, at vi skulle spille træningskampe mod hinanden, og så er der gået et par uger, og så skulle vi mødes igen i turneringen, siger NB’s træner Thomas Jørgensen, som bakkes op af sin trænerkollega fra RIK.

– Normalt ville jeg ikke være begejstret for at møde et hold i en træningskamp, som vi skal møde i turneringen, siger Henrik Jacobsen.

Det er ikke sikkert, at RIK og NB skal møde hinanden i turneringen dette forår. 

Skal hjælpe hinanden

I dette forår er der dog ikke udsigt til, at holdene skal møde hinanden lige med det samme i turneringen.

De skal nemlig ikke mødes i de første fire kampe, som er udsatte kampe fra efteråret, og hvis NB Bornholm formår at kvalificere sig til oprykningsspillet, kommer holdene slet ikke til at møde hinanden i turneringen, da RIK skal spille med i nedrykningsspillet.

– Vi skal ikke møde NB i den her omgang, så det passer mig fint, at vi kan spille træningskampe mod hinanden. Men generelt må det heller ikke blive for meget taktik, for vi skal udnytte de muligheder, vi har herover for at hjælpe hinanden, siger Henrik Jacobsen.

Samme opfattelse har Thomas Jørgensen.

– Nu kan vi jo hjælpe hinanden til at komme i en lidt bedre kampform, og der går minimum en måned, inden vi eventuelt skal mødes, og der kan der være sket så meget andet, så der er det rigtig fint, at vi kan hjælpe hinanden, siger han.

NB Bornholm havde i lørdagens træningskamp valgt at skifte den normale gulblusede trøje ud med en hvid en af slagsen.

Svært at møde hold ovrefra

Thomas Jørgensen peger også på, at det først er for nylig, at det blev muligt at spille kampe igen.

I forrige uge blev forsamlingsforbuddet nemlig sat op til 50 personer for udendørs idrætsaktiviteter. Med så kort varsel er det nemmere at ringe og aftale en kamp med rønneklubben, end det er at stable noget på benene med et hold ovrefra, forklarer han.

– Det er jo en meget speciel situation. Jeg har ikke gjort noget for at arrangere nogle kampe, for jeg vidste ikke før en uge siden, at vi kunne spille mod andre, siger han.

Desuden giver coronarestriktionerne fortsat nogle praktiske problemer. RIK havde nemlig planlagt en træningskamp i Ballerup på torsdag, men den har holdet meldt afbud til, da hjemmeholdet ikke må stille omklædningsfaciliteter til rådighed.

– Jeg syntes ikke, at jeg ville lade mine spillere være i ulækkert kamp- og træningstøj på bussen og færgen i flere timer, efter vi har spillet. Så det er helt klart det nemmeste i øjeblikket, at vi spiller træningskampe mod NB, fortæller Henrik Jacobsen, som dermed også gør opmærksom på et problem, som skal løses, inden turneringen går i gang.

Næste træningsopgør mellem RIK og NB Bornholm spilles påskelørdag.