Mørket sænkede sig over løbende spejdere

Mørket sænkede sig over løbende spejdere
20 spejdere deltog i årets udgave af natløbet Mørket. Foto: Kim Fuglsang
NOTITS | 17. NOV 2024 • 17:41
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS
17. NOV 2024 • 17:41

Årets udgave af natløbet Mørket havde 20 deltagere.

Det var en mørk og stormfuld aften. Sådan indleder Nuser i tegneserien "Radiserne" det, der skal gøre ham til en verdensberømt forfatter. Det er også en kliché for, hvordan en gyser begynder. Og en gang imellem er det beskrivelsen af de faktiske forhold. Det var tilfældet, da 20 spejdere deltog i årets udgave af natløbet Mørket.

Mørket er et natløb på 12 timer, hvor spejderne bliver udfordret på især udholdenhed, og da starten gik fredag aften, var det netop mørkt og stormfuldt, fortæller en af de 25 frivillige spejderledere og hjælpere, som sørgede for, at alt var klart til spejderne, som var mellem 12 og 17 år.

Deltagerne kom fra hele Bornholm og skulle igennem indlagte poster med kreative og samarbejdskrævende opgaver i området omkring Søndermarksskolen i Rønne. Opgaverne skulle løses, inden turen gik videre til Rønne Plantage, hvor der ventede både lejrbål med natmad og et fingeret trafikuheld, hvor førstehjælpsevnerne skulle testes.

Derefter fortsatte spejderne på opgaver i skovens buldermørke helt frem til lørdag morgen ved sekstiden, hvor Mørket sluttede med evaluering og præmieoverrækkelse. Konklusionen var, at det var et godt arrangement, der med stor sandsynlighed bliver fulgt op af et nyt i 2025.



Spejdernes evne til at løse opgaver og samarbejde blev testet under natløbet Mørket. Foto: Kim Fuglsang

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT