– Et par diskosprolapser i ryggen gjorde, at han ikke har det så godt med at sidde i en sulky. Derfor spurgte han mig, om jeg ville være deres førstekusk. Det var jeg selvfølgelig ikke så lang tid om at sige ja tak til, og siden har det samarbejde bare fungeret upåklageligt, siger Mads, der arbejdsmæssigt også bevæger sig i hestenes verden. Han er uddannet beslagsmed.
Selv om 2024 var Mads Petersens sjette sæson som den mest vindende amatørkusk på Bornholm, så blev sæsonen alligevel noget særligt i forhold til alle de andre.
– Jeg vandt bornholmsmesterskabet med Marvellous Tooma, og det havde jeg ikke prøvet før. Samtidig var der det helt specielle ved det løb, at det var Marvellous Toomas sidste start på Bornholm. Det er jeg selvfølgelig ked af, men det er helt op til ejerne, om de vil sælge, og jeg kan da godt forstå, at de valgte at lade ham gå for den pris, de blev tilbudt.
– I stedet for har Stefan fået Stonefire i stalden, og den er måske endnu bedre end Marvellous Tooma. Ham glæder jeg mig til at skulle køre i år. Derudover har han købt en unghest, men den er endnu ikke løbsklar. Selv har vi ikke købt nye heste, og derfor bliver det stort set de samme heste, jeg kommer til at køre med i år.
– Målet for 2025 er at vinde bornholmsmesterskabet med Stonefire og så ellers bare gøre det så godt som muligt. Jeg vil da gerne vinde lige så mange sejre som sidste år, men det ved man jo aldrig på forhånd. Desuden håber jeg på at få lidt flere ture på andre baner. Det kunne være spændende, siger Mads Petersen, der sidste år optrådte som gæstekusk i nogle få løb både på Lunden og på Jägersro-banen i Malmö.