Brønshøj Boldklubs bornholmske træner Lasse Holmgaard har opsagt sin stilling som cheftræner. Det skriver klubben på sin hjemmeside.
Opsigelsen kommer efter 2. divisionsklubben for nylig rykkede ned i Danmarksserien, og Brønshøj Boldklub skriver på sin hjemmeside, at parterne ikke har kunne finde fælles fodslag for Brønshøjs sportslige retning.
– Det har været hårdt at indtræde i Brønshøj Boldklub efter en periode med svigtende resultater og skulle forsøge at være brandslukker. Det formåede jeg desværre ikke, og det er der sikkert 1.000 gode undskyldninger for, men skader og trupsammensætning har været en kæmpe udfordring, siger Lasse Holmgaard.
– Vi havde ellers muligheder indtil sidste spilledag, selvom alt fra starten har været svært, men vi skuffede desværre fælt i Næstved. Men når al skuffelsen har lagt sig, og man skal se på de positive ting, så er der en utrolig masse gode mennesker i klubben, som er loyale og gode mennesker, fortæller han.