Idrætsforening uddeler ny pris

Idrætsforening uddeler ny pris
De glade prismodtagere sammen med formand HC Pedersen. Bente Clausen (tv.) vandt ildsjæleprisen, mens Fie og Carsten Olin blev årets ledere. Privatfoto
NOTITS | HASLE | 24. MAR 2023 • 19:35
Jesper Gynther
Journalist
NOTITS | HASLE
24. MAR 2023 • 19:35

Hasle IF har valgt at indføre en ny pris, som skal gives til en af klubbens ildsjæle.

Den første modtager af prisen som årets ildsjæl er Bente Clausen, som er frivillig i klubbens bordtennisafdeling for spillere over 60 år.

– Du giver altid en hånd med, når der er brug for det, fortalte formand HC Pedersen, da prisen blev overrakt fredag aften til Hasle IF's generalforsamling.

Bente Clausen har blandt andet hjulpet med at stille borde op og tage borde ned, lavet kaffe, taget sig af det administrative i bordtennis, sendt beskeder videre til afdelingen fra bordtennisformand Kenny Jensen og indsamlet tilmeldinger til stævner. Derudover hjælper hun også til ved banko og til sildefesten.

Par kåret som årets leder

Den traditionsrige pris som årets leder blev også uddelt, og den gik til to personer, nemlig Fie og Carsten Olin.

Makkerparret, som også er et par i privatlivet, har stået i spidsen for bankoafdelingen de seneste mange år. Deres arbejdsopgaver er mange, for de står for afviklingen af selve bankoaftenen hver onsdag, står for indkøb af præmier, kontakter potentielle sponsorer og ad den vej sørger for ekstra præmier udover dem som selve bankospillene genererer.

Heldigvis har de et hold af gode hjælpere, og generelt har holdet bag bankoafdelingen det rigtig godt sammen.

– Bankospillerne har det også godt hos os – de kan li’ at komme og spille hos os - og det er jo også jeres fortjeneste. I er gode til at omgås andre – snakke med alle og dermed få andre til at føle sig tilpas. I er behagelige at være sammen med, fortalte HC Pedersen, da prisen blev overrakt.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT