340.000 kroner. Så mange penge har det kostet Viking Atletik at få sat 134 m2 solceller på taget af idrætsforeningens fitnessbygning. Pengene er godt givet ud, mener forperson Claus Clausen.
– Vi kender ikke helt omfanget af, hvor meget vi vil spare på strømregningen, men vi regner med, at vi inden for en forholdsvis kort tid vil have tjent investeringen ind. Måske 8-10 år, siger han og forklarer, at det er svært at regne præcist ud, da foreningen modtager kommunal tilskud til sine klubhuse ud fra det forbrug, som foreningen har på blandt andet strøm.
– Men det er jo kun godt, at det tilskud nu også falder. Penge der så kan bruges andre steder. At vi så samtidig kan bidrage til en mere miljørigtig måde at lave strøm på, er kun helt perfekt.
Projektet er støttet med 60.000 kroner af DGI og DIF's foreningspulje. Resten af beløbet er betalt af Viking Atletiks overskud for 2023 - blandt andet overskuddet fra det populære sommerløb Etape Bornholm.