Har viet sit liv til det: 'Jeg arbejder med hjertet'
Holdsport er lige sagen for Tonni K. Mogensen, der her pepper sine Viking/Rønne-spillere op til den sidste træningskamp forud for den senere aflyste premierekamp mod CIK 2. Foto: Kjeld Lundbæk
Som hjemmegående førtidspensionist har Tonni K. Mogensen god tid til at lade op til træningen i Viking/Rønne
Tonni K. Mogensen, cheftræner for Viking/Rønnes damehold i håndbold, begyndte først selv at spille håndbold som 15/16-årig i Østermarie, men karrieren fik en brat ende, da han i en ung alder kom uopretteligt til skade med sin ene skulder og måtte lade sig førtidspensionere i en alder af kun 29 år.
– Alt for tidligt, ja. Det var jo ikke lige sådan, jeg havde planlagt mit liv. Men det står ikke til at ændre. Det er ikke noget, man selv er herre over.
Men han slap ikke sportens verden. I stedet for kastede han sig over trænergerningen, både i fodbold og i håndbold, og i 1999 fik han sin første travhest.
– Jeg tror, jeg har været håndboldtræner i 20-25 år. selv om jeg jo altså ikke selv kan vise mine spillere, hvordan de skal kaste og gribe en bold. Først i Østermarie, senere for ungdomsholdene i Elite Bornholm og nu i Viking/Rønne.
Målet er oprykning
Efter en resultatmæssigt fattig 2024/25-sæson i Serie 1, hvor Viking/Rønne-pigerne blandt andet var ramt af en del graviditeter, ser Tonni K. Mogensen lysere på 2025/26-sæsonen, hvor målet er oprykning til Danmarksserien.
Efter at U19-holdet er blevet slået sammen med seniorholdet, råder han nu over en trup på 15-16 spillere. Problemerne med at kunne stille fuldt hold i udekampene, som det var tilfældet flere gange i sidste sæson, kommer ikke til at gentage sig.
– Men vi har et meget ungt hold, krydret med et par mere rutinerede spillere, og da mange af de unge har et sabbatår, hvor de rejser meget og er væk i en måned eller to, kommer vi næppe til at stille med det samme hold to kampe i træk ret mange gange, forudser Tonni K. Mogensen.
Fra landet til byen
Viking/Rønne-træneren er uddannet inden for social- og sundhedssektoren, og det er noget, han stadig kan gøre nytte af. Samtidig kan han selv lade bedre op til træningen tirsdag og torsdag aften, efter at familien for et halvt års tid siden flyttede fra Østermarie til Rønne. Nu har han ikke længere en landejendom, der også skal passes.
– Jeg kan lide at samle mennesker og få dem til at fungere som en helhed. Jeg arbejder med hjertet og gør meget ud af at snakke med den enkelte spiller for at få ham eller hende til at fungere bedst muligt til hele holdets fordel. Derfor kommer jeg heller aldrig til at spille badminton. Jeg elsker holdsport.
– Men jeg er også nørdet og elsker statistikker. Jeg skriver alt ned, og efter hver eneste kamp bruger jeg en del tid på at studere mine notater, så jeg kan se, hvad vi skal bruge mere tid på, når vi næste gang mødes til træning.
Sønnen leger med
Da Bornholms Tidende aflagde besøg på en af de sidste træningsaftener før sæsonpremieren, deltog sønnen Mads også i legen.
– Han spiller selv på Viking/Rønnes herrehold, men møder ofte en halv time, før han selv skal træne, så han kan hjælpe til, hvis det er nødvendigt. For eksempel med at stå på mål, når vi spiller til to mål, eller fungere som dommer, når vi spiller træningskampe. Det er dejligt, at der stadig findes mennesker som ham. Den slags frivillige er der desværre ikke så mange af, lyder det rosende fra Tonni K. Mogensen.
For mange afbud i S1
Sæsonens første kamp mod CIK 2 blev vundet uden kamp – og det er sikkert ikke sidste gang, det sker i en række, hvor mange af holdene kun spiller for deres fornøjelses skyld og ikke har de samme ambitioner om oprykning som Viking/Rønne. Det har Tonni K. Mogensen vænnet sig til, selv om det irriterer ham, at de hold, der melder afbud til kampene på Bornholm, ikke straffes i tilstrækkelig grad af Håndbold Øst.
– De får en bøde på 1.000-1.500 kroner, men sparer en masse rejseomkostninger. Derfor har jeg også opfordret vores egne ledere til at arbejde for en meget højere bødestraf, for eksempel 5.-6.000 kroner, eller at de hold, der melder afbud, mister hjemmebanefordelen, når vi skal spille i København. Det skal være noget, der kan mærkes, så det ikke kan betale sig at melde afbud.
– Men det sker næppe, og derfor er det også vigtigt, at vi rykker en række højere op. I Danmarksserien sker det også, at der er enkelte afbud, men generelt møder vi her hold, der er mere seriøse og ligesom os også spiller for at rykke op i endnu bedre række, siger Tonni K. Mogensen.
Søndag tog Viking/Rønne turen til hovedstaden for at møde KSI 4 – en kamp, der blev vundet med 24-20.