SPORT / 17. JAN • 11:00

Han formåede at vende den store krise

Han formåede at vende den store krise
Midtjyden Jørgen Lund Jensen er ikke bare blevet bornholmer - nu er han også blevet allingebo med stort A. Arkivfoto: Allan Rieck
Journalist

ASG-formand Jørgen Lund Jensen kan se tilbage på et alsidigt liv i sportens verden.

Da vi sidst talte sammen for ti år siden, fastslog Jørgen Lund Jensen, at han efter 20 år på Bornholm var blevet bornholmer. Helt ind under huden.

En skilsmisse for 20 år siden gjorde, at han kortvarigt flyttede hjem til fødebyen Ejstrupholm i Midtjylland. Udover at det gav ham nye udfordringer som fodbolddommer i Jyllandsserien, blev opholdet på den jyske hede dog aldrig den store succes.

– Jeg måtte erkende, at jeg var blevet for meget bornholmer, og at det er her, jeg hører hjemme. De venner, som jeg stadig troede, at jeg havde i Ejstrupholm - de venner, der skulle samle mig op efter skilsmissen og bringe mig videre i tilværelsen, de var der ikke længere. Det var på Bornholm, jeg havde hele mit netværk, og derfor vendte jeg meget hurtigt også hjem igen.

Han var blevet bornholmer med stort B, og nu, hvor han kan fejre sin 60 års-dag, er han også blevet allingebo med stort A. I de sidste 10 år har han været formand for ASG, den lokale idrætsforening, og det er en post, han ikke har fortrudt, han i sin tid sagde ja til.

– Vi har i ASG et motto, der siger, at vi tjener pengene sammen, og vi bruger dem også sammen. Vi kører alle sammen i den samme retning, og så er det lige meget, om det er et fodboldhold eller et volleyballhold, der skal have penge til en rejse. Vi står sammen, og det er bare helt fantastisk at være med til.

Frivillige på venteliste

Pengene tjenes først og fremmest på ASG-revyen, der finder sted hvert andet år, og nytårskoncerterne i Bornholms Idræts- og Kongrescenter, men frivillige hænder hjælper også til med arrangementer som Folkemødet og Wonderfestiwallen.

– Når vi arrangerer nytårskoncert, er der omkring 100 frivillige, der hjælper til, fra vi begynder om onsdagen, til vi pakker det hele sammen søndag aften. Ja, vi har endda folk på venteliste, da alle jo ikke kan få lov til at stå i baren. Der skal også være nogle til at lægge gulvet, lave maden og så videre. Når det hele er overstået, samles vi til en gang biksemad, hvor der er gratis øl, vin og sodavand. Her er der ingen begrænsninger, bortset fra at det er søndag aften og folk skal på arbejde næste dag.

Tilbagegangen er vendt

Da Jørgen Lund Jensen kom til som formand, var ASG en klub i krise. Klubben stod uden formand og løste opgaverne kollektivt, og de sportslige aktiviteter var også kraftigt for nedadgående.

– I fodbold havde vi et U8-hold, og så var der et spring op til U12-holdet. Derfra var der igen et hul op til U15-holdet. Det gjorde, at mange spillere flyttede til Hasle eller til Tejn - de bedste endda til RIK, hvad de stadigvæk gør. Vi var så langt nede, så vi virkelig overvejede, om fodbolden havde en fremtid. Men så var der en hel række unge mennesker, der tog fat, og nu har vi mere end 100 medlemmer - blandt andet en af øens største pigeafdelinger.

– I håndboldafdelingen var billedet det samme. Også her er der nye unge mennesker, der har taget fat. Men her var vi så langt nede, så vi reelt er startet helt fra bunden. Men det bliver aldrig som i de gamle NH-dage. Vi har ganske vist et mix-hold, som virkelig hygger sig, men om vi nogensinde igen får en seniorafdeling er nok tvivlsomt.

Volleyballafdelingen fungerer fint under Peter Kures ledelse, Lars Christiansen har genoplivet badmintonafdelingen og arbejder nu også på at oprette en bordtennisafdeling, ligesom en af de unge fodboldtrænere, Nicklas Grønkjær, har taget initiativ til, at der nu også kan spilles floorball i ASG. En ung tilflytter, Tobias Holst, har forvandlet tennisafdelingen fra kun fire til nu 33 medlemmer.

– Så jo, jeg ser absolut lyst på fremtiden for ASG, siger Jørgen Lund Jensen.

Men samtidig understreger han, at det bliver svært at erstatte mangeårige drivkræfter som Lars Christiansen, Lars Gornitzka, Claus Larsen, Peter Kure og kasserer Per Bang.

– De er alle æresmedlemmer, men også oppe i årene. Ja, nu er jeg også blevet 60, og jeg fortsætter heller ikke i mange år endnu. Jeg blev valgt midt i en valgperiode og er derfor ikke på valg på den kommende generalforsamling. Jeg tager nok to år mere, når jeg er på valg i 2027, men jeg tager ikke to perioder mere. Det er helt sikkert. Man skal stoppe, mens man er på toppen og stadig synes, at det er sjovt. Og stoppe midt i en valgperiode ønsker jeg heller ikke. Det signalerer, enten at man er syg, eller at vi er blevet uvenner i bestyrelsen.

Oprydder i DBU Bornholm

Jørgen Lund Jensen trådte ind i den bornholmske idrætsverden i sin egenskab som fodbolddommer, og i 10 år var han også formand for Bornholms Fodbolddommer Klub. Det var den post, der også gjorde, at han på en ekstraordinær generalforsamling i DBU Bornholm i september 2014 blev valgt som formand for DBU Bornholm.

– Det fortryder jeg ikke i dag, men jeg gjorde også ret hurtigt op med mig selv, at efter to år skulle det være det slut. Der var en masse oprydningsarbejde efter min forgænger, som jeg sagtens kunne se mig selv i, men da det var overstået, var der meget andet, der skulle tages fat på, hvis vi ikke skulle miste de unge mennesker. Det var der andre, der havde mere forstand på end mig, og derfor var det vigtigt, at det igen blev en klubmand, der blev formand. Jeg elsker fodbold, men jeg indrømmer, at børnefodbold og damefodbold aldrig har haft min største interesse.

Jørgen Lund Jensen erkender, at det nok var jobbet som DBU Bornholm-formand, der også satte ham i forbindelse med formandsposten i ASG, bortset fra at det var i samme periode, han også flyttede sammen med sin nuværende hustru, Allinge-pigen Merete, i Havnegade.

– Jeg udelukker ikke, at det kunne være kommet på tale på et senere tidspunkt, men nu vidste man lige pludselig, hvem jeg var. Derfor sagde jeg også ja, da jeg blev kontaktet af Lars Christiansen, som jeg kendte godt i forvejen. Den mands hjerne kører hele tiden, når det gælder ASG.

Farvel til dommergerningen

Jørgen Lund Jensens manglende indsigt i og interesse for børne- og damefodbold var også årsagen til, at han stoppede helt, da han som 55-årig sagde farvel til dommergerningen.

– Også her ønskede jeg at stoppe på toppen, selv om der nok var mange, der gerne havde set, at jeg var stoppet noget før, griner han. Jeg ønskede ikke at blive retrætedommer og kun dømme i de lavere rækker og i ungdomsrækkerne. Jeg tager hatten af for de dommere, der gør det, men jeg har også set for mange tilfælde, hvor lidt ældre dommere er blevet svinet til, fordi de ikke længere er i stand til at følge med i spillet.

Jørgen Lund Jensen har dog ikke sluppet fodbolden helt. I de sidste 10 år har han fungeret som dommerobservatør.

– Observatør og observatør - jeg kalder det stadig vejleder. Jeg ønsker at være i tæt dialog med dommerne, og jeg er ikke den, der bare siger, at der var straffespark i den og den situation. Jeg lader først dommeren komme med sin opfattelse af situationen, og så tager vi snakken bagefter ud fra det.

Stor FC Midtjylland-fan

Når der ikke står ASG eller observatøropgaver på dagsordenen, elsker Jørgen Lund Jensen at se superliga-fodbold.

– Altså ikke på tv, men i det virkelige liv. Som ung fulgte jeg altid Ikast - og nu FC Midtjylland, og siden er jeg blevet gode venner med Claus Steinlein - allingeboen, som nu er direktør i FC Midtjylland. Det gjorde blandt andet, at ASG-bestyrelsen og en række andre af vores ledere sidste år blev inviteret til Herning, hvor vi blev vist rundt og så alle klubbens faciliteter. En fantastisk dag, som også var med til at gøre det sjovt at være ASG-leder. At det hele så sluttede af med en elendig fodboldkamp, hvor FC Midtjylland kun fik 2-2 mod Randers, det er den slags, der sker.

Jørgen Lund Jensen tog fredag aften forskud på lørdagens fødselsdag med en fest for 70 venner og familiemedlemmer i Bornholms Idræts- og Kulturcenter.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT