Tre af topspillerne fra Nexøs danmarksseriehold i 90'erne deltog i BM 2025
En af de sportsligt bedst besatte rækker ved weekendens BM-stævne i badminton i Aakirkeby Hallerne var B-rækkens mixed double, hvor ikke færre end otte par kæmpede om pladsen øverst på sejrsskamlen.
Blandt deltagerne var flere af de spillere, der var med til at føre Bornholm frem i Danmarksserien i 1990'erne - søskendeparret Helle og Brian Mogensen samt Henrik Messerschmidt, som dengang alle spillede for Nexø og senere konstellationen Rønne/Nexø.
Den nu 62-årige Henrik Messerschmidt stillede op sammen med datteren, den tidligere 1. divisionsspiller Stine Messerschmidt. Hun gjorde come back efter to graviditeter, og sammen lignede Messerschmidt-parret de oplagte mesterskabsfavoritter.
Puljespillet gik det også glat, idet Stine og Henrik Messerschmidt vandt alle deres tre kampe uden at afgive sæt. Nummer to i puljen blev bornholmsmesteren i single, Gregers Juel Jensen fra Hasle, der spillede sammen med Stine Mikkelsen fra Knudsker.
I pulje vandt Knudsker-parret Mie Andersen og Daniel Kruse også alle deres tre kampe. De måtte dog afgive et enkelt sæt i kampen Helle og Brian Mogensen, der besatte andenpladsen.
Semifinalerne gav sejre til Stine og Henrik Messerschmidt, som dog måtte ud i en spændende tresætskamp for at besejre Helle og Brian Mogensen med 21-14, 18-21 og 21-13, og Stine Mikkelsen/Gregers Juel Jensen, der slog Mie Andersen og Daniel Kruse så overbevisende som 21-5, 21-19.
Finalen blev endestationen for Stine og Henrik Messerschmidt, idet Stine Mikkelsen og Gregers Juel Jensen fortsatte de gode takter fra semifinalerne og fik revanche for nederlaget i puljespillet med en sejr på 21-18, 21-18.