Egon Jensen genvalgt

NOTITS | ABONNENT | 24. MAR 2024 • 12:52
Kjeld Lundbæk
Journalist
NOTITS | ABONNENT
24. MAR 2024 • 12:52

Formanden for Bornholms Travselskab hedder fortsat Egon Jensen, selv om der var tolv af de 46 medlemmer, der ikke havde sat kryds ud for hans navn, da der var kampvalg om tre af de fem bestyrelsespladser på fredagens generalforsamling på Bornholms Brand Park.

Egon Jensen blev i antallet af stemmer overgået af Jan Dahl og Kim Hansen, bestyrelsens kandidat som afløser for Jesper Nielsen, der ikke ønskede at modtage genvalg. På tredjepladsen var han dog ikke truet af de to udfordrere, Bjarne Hansen og Chano Wermelin-Larsen.

Efterfølgende konstituerede bestyrelsen sig med Egon Jensen som formand, Kim Hansen som næstformand og Jan Dahl som kasserer. Øvrige bestyrelsesmedlemmer er Emelie Pettersson, Peter Due og Torben Dahl Pedersen, der er udpeget af hesteejerforeningen.

Bestyrelsens forslag om at slette hesteejerforeningens plads i bestyrelsen (med stemmeret) og i stedet indkalde repræsentanter for hesteejerne, opdrætterne, ponyklubben m.fl. til bestyrelsesmøderne efter behov (uden stemmeret) blev nedstemt med stemmetallene 32-14.

Egon Jensen repræsenterer fortsat Bornholms Travselskab i Dansk Travsports Centralforbund, hvor han også beklæder formandsposten, ligesom han sidder i bestyrelsen i Dansk Trav og Galop Union og Dansk Hestevæddeløb.



FÅ ABONNEMENT