Særligt Alexandra Bøje skilte sig ud med enorm ro og højt niveau, mens malaysiernes kvindelige islæt Toh Ee Wei var det svageste led, som danskerne spillede hårdt på.
Igen i andet sæt så det ud til, at Bøje og Christiansen havde et niveau mere end malaysierne, men efter opholdet midtvejs i sættet begyndte danskerne at tage nogle lidt forhastede beslutninger.
Samtidig løftede Chen Tang Jie sig op på et nyt niveau, og nærmest ene mand udmanøvrerede han danskerne, indtil den malaysiske duo havde opbygget en føring på fire point. Det kom danskerne ikke tilbage fra, og kampen måtte afgøres i tredje sæt.
Her stod det hurtigt klart, at malaysierne ville trække det længste strå. Det danske par forcerede lige rigeligt og lavede ganske enkelt for mange fejl.
Det udnyttede den stærke duo fra Malaysia, som spillede med mere og mere overskud og vandt sættet overbevisende.