Anfører: Sagen bliver syltet

Anfører: Sagen bliver syltet
Steffen Sørensen forventer, at klubben får medhold i dens klage over tvangsnedrykningen til Serie 1. Arkivfoto: Jacob Jepsen
FODBOLD | RØNNE | ABONNENT | 1. SEP 2021 • 16:30
Jesper Gynther
Journalist
FODBOLD | RØNNE | ABONNENT
1. SEP 2021 • 16:30

Det er ikke kun bestyrelsen, der er sur.

På Viking Fodbolds 1. hold er der også frustration at spore blandt spillerne, som ikke kan forstå, at det tager så lang tid at få en afgørelse på klubbens klage over tvangsnedrykningen til Serie 1.

– Det er rigtig ærgerligt, for vi havde håbet, at vi kunne få svar, inden sæsonen gik i gang. Man føler lidt, at det bliver syltet, fortæller anfører Steffen Sørensen, som forventer, at Viking får medhold, når Fodboldens Appelinstans har færdigbehandlet sagen.

– Det har jeg en klar forhåbning om, at vi gør, så det bliver jo spændende at se, hvad der så kommer til at ske. Indtil da holder vi os bare i gang, siger anføreren, som har været med til at vinde de to første kampe i sæsonen i Serie 1, hvor det først blev til en knusende 10-0-sejr over Vikings unge 2. hold, mens Vikings erfarne 3. hold blev besejret med 5-1.

– Vi har et rigtig godt hold, og jeg er også sikker på, at havde vi ligget i Bornholmsserien, så havde vi også sluttet i top 3 med det hold, vi har. Så derfor er det jo drønærgerligt, at vi skal ligge i Serie 1, også fordi der er nogle af dem, som vi kommer til at møde, som kommer til at få nogle ordentlige nederlag.

– Men sådan er det. Vi har givet hinanden hånden på, at vi giver den en skalle og bruger sæsonen på at spille os rigtig godt sammen, siger han.

Træningslejr i udlandet

Viking ser da heller ikke ud til at skrue ned for ambitionerne.

Blandt andet kan det nævnes, at 1.-holdet i sommerpausen har fået forstærkning på trænerposten i form af tidligere RIK-træner Henrik Jacobsen, ligesom man også fortsat spiller sine hjemmekampe på Rønne Stadion Nord og spiser mad sammen bagefter.

Spillerne har de samme goder med træningstøj, og vi skal faktisk på træningslejr lige efter jul, hvor vi enten skal til Polen eller Tyrkiet. Det er selvfølgelig meget at gøre på et Serie 1-hold, men vi vil jo gerne holde på de unge mennesker og vise dem, hvad vi kan byde på i Viking

Steffen Sørensen, anfører, Vikings 1. hold

– Vi har besluttet os for, at vi ikke går ned på noget, så spillerne har de samme goder med træningstøj. Vi skal faktisk på træningslejr lige efter jul som en opstart på den nye sæson, så det bliver jo også spændende, siger Steffen Sørensen, som afslører, at holdet enten tager til Polen eller Tyrkiet.

– Det er selvfølgelig meget at gøre på et Serie 1-hold, men vi vil jo gerne holde på de unge mennesker og vise dem, hvad vi kan byde på i Viking. Så uanset om det er Bornholmsserien eller Serie 1, trapper vi ikke ned på noget. Vi skal have de samme ting, uanset hvad, siger han.

Undgået spillerflugt

Strategien ser da også ud til at virke, for trods tvangsnedrykningen har Viking ikke oplevet spillerflugt.

Der er nogle spillere, som er forsvundet, fordi de er flyttet over på den anden side af vandet, hvilket er tilfældet for sidste sæsons topscorer Magnus Hjort Mortensen, som er flyttet til Fyn. Og så har Marius Letholm og Malte Kofoed Nielsen valgt at skifte til NB Bornholm, fordi de gerne ville prøve sig af på et højere niveau. Til gengæld er der kommet et par nye spillere til fra andre klubber, ligesom der også er nogle af Vikings ungdomsspillere, som er rykket op og blevet senior.

– Så det ser faktisk meget fornuftigt ud. Det er positivt, at folk er blevet, selvom vi skal spille Serie 1, fortæller Steffen Sørensen, som fornemmer en rigtig god stemning i truppen trods viking-gate.

– Stemningen er god, men vi ville jo selvfølgelig helst have spillet Bornholmsserien, det er klart. Og det ville de unge mennesker også helst have spillet, for der er lidt mere fokus på Bornholmsserien, siger anføreren.