Vil sælge hus til lav pris for byen: 'Ikke alle har så gode hjerter som jer'


Bopælspligt blev det store samtaleemne, da Listed Borgerforening lørdag arrangerede vælgermøde. Flere beboere ønsker, at bopælspligten bliver genindført i byen - også selvom det betyder, at deres hus falder i værdi. Det gjorde indtryk på politikerne.
– Vi er bekymrede for Listeds fremtid.
Med disse ord indleder Listed Borgerforening lørdagens vælgermøde i Listedhuset.
Bekymringen skyldes, at antallet af fastboende i Listed har været dalende, siden bopælspligten blev ophævet i 2013. Flere og flere huse bliver kun benyttet om sommeren, når fleksboligejerne holder ferie. Resten af året står de tomme, og det gør det svært at opretholde en levende by, hvor man mødes og taler med hinanden og har et fællesskab. Det mener borgerforeningen i hvert fald, som derfor ønsker, at bopælspligten genindføres.
Men hvad mener politikerne om det? Borgerforeningen har inviteret Anne Thomas (S), Frederik Tolstrup (V), Helle Munk Ravnborg (EL) og Linda Kofoed Persson (K) til vælgermødet, og de har delte meninger om forslaget.
Opbakning fra Enhedslisten
Af de fremmødte er Enhedslisten den største fortaler for at ændre på bopælspligten, som i øjeblikket kun gælder i otte byer: Allinge, Gudhjem/Melsted, Svaneke, Rønne, Aakirkeby, Nexø, Hasle og Klemensker.
– Noget vi tror og håber på, man kan gøre, er at stramme op om den eksisterende bopælspligt. Sætte et loft over hvor mange dage man må leje sin fleksbolig ud. Det kan man 100 dage om året, og vi kunne godt ønske os, det var mindre. Og så skal vi også tænke over, om der skal være et loft for, hvor stor en andel af boliger der kan være fleksboliger, siger Helle Munk Ravnborg.
Enhedslisten har i sit valgprogram meldt ud, at partiet ønsker at udvide bopælspligten, så den gælder i alle byer på Bornholm. Hvis det bliver vedtaget, kommer det dog ikke til at få betydning for dem, der allerede har en fleksboligtilladelse, understreger Helle Munk Ravnborg.
– Vi har ikke nogen ambition om at tage fleksboligtilladelser fra nogen. Vi lever i et retssamfund, sådan må det være, siger hun og fortæller, at Enhedslistens forslag lige så meget går ud på at starte en debat om bopælspligten.
– Det der var rigtigt for 15 år siden, er ikke nødvendigvis rigtigt i dag. Hvis vi ikke bryder os om det vi ser, så er man nødt til at gøre noget andet, siger hun og peger på, at det ikke kun skal være tandlægen fra Nordsjælland, der har råd til at købe en bolig i for eksempel Listed, hvor huspriserne er steget kraftigt, siden bopælspligten blev ophævet.
V og S afviser
Borgerforeningen må til gengæld kigge langt efter støtte fra Venstre, for partiet har ingen intentioner om at genindføre bopælspligten - hverken i Listed eller i andre byer.
– Vi ønsker ikke at lave om på de fleksboligområder, vi har. Hvis vi laver om på det, risikerer vi at lave usikkerhed om det. Man tager folks friværdi fra dem, hvis man siger, at nu kan du ikke sælge huset som fleksbolig. Så vi melder klart ud, at det kommer ikke til at blive lavet om, siger Frederik Tolstrup, som ikke mener, at det er ophævelsen af bopælspligten i 2013, der er grunden til, at der er færre fastboende i Listed.
– Problemet er ikke fleksboligstatus, men affolkning, siger han og peger på, at da han var barn boede der 50.000 mennesker på Bornholm, og nu er der under 39.000.
Han glæder sig over, at ophævelsen af bopælspligten har gjort, at flere huse nu bliver vedligeholdt. Og han tror på, at der også i fremtiden vil være folk, der ønsker at flytte til Listed for at bo der fast hele året.
– Listed ligger et godt sted for at få et godt liv. Tæt på skole, havet, klipper. Det er et attraktivt sted at bo, og jeg tror altid der vil bo nogen her. Jeg ser en bekymring hos jer med mørke huse, men jeg tror der er en god fremtid også i Listed.
Heller ikke Socialdemokratiet ønsker at genindføre bopælspligten.
– Vi tror i Socialdemokratiet ikke på at indføre bopælspligt i flere end de otte byer. I Socialdemokratiet er vi tydelige og har klare linjer, fordi ellers er der usikkerhed. Vi tror ikke vores problem ligger i bopælspligten, men i fraflytning, siger Anne Thomas.
Hun tror ikke på, at flere børnefamilier vil bosætte sig i Listed, alene fordi bopælspligten genindføres.
– Der er en endimensionel opfattelse af, at hvis bare boligerne var billigere i Listed, så var det her folk ville bo. Der er mange forskellige parametre i, hvorfor det er attraktivt at bo i Listed. Er der en skole, en købmand, busforbindelser, siger hun.
Anne Thomas afviser dog ikke helt at ændre på bopælspligten.
– Jeg er enig med Helle i, at jeg tror der er nogle værktøjer, vi godt kan få i spil. Lige nu har vi enten bopælspligt eller ikke, men nogle kommuner har arbejdet med at lave en grænse for antal af fleksboliger i et område, siger hun.
K: Er I klar på at sælge til lavere pris?
Linda Kofoed Persson er den eneste af de fire politikere, som også var med til vælgermøde i Listedhuset for fire år siden. Dengang stillede hun op til kommunalvalget for Dansk Folkeparti, men denne gang stiller hun op for De Konservative. Hun er klar på at kigge på muligheden for at genindføre bopælspligten i Listed, men først ønsker hun at få afklaret, om det vitterligt er noget, som borgerne i byen ønsker.
– Jeg har ikke noget problem med at gå i gang med at snakke om komplet stop for fleksbolig. Men er I klar? Er I parate til, at jeres hus så bliver solgt med bopælspligt, så I får en lavere købesum for jeres hus? Det er en af de debatter, vi bliver nødt til at tage hul på meget snart, siger hun direkte henvendt til de 35 fremmødte i Listedhuset.
Linda Kofoed Persson får svar på sit spørgsmål med det samme, for Solvejg Kofod tager ordet. Hun er født og opvokset i Listed, og når hun en dag skal sælge sit hus, vil hun foretrække at sælge til en børnefamilie, som vil bosætte sig i byen - også selvom hun kunne få flere penge ved at sælge til nogle, som ønsker at bruge huset som fleksbolig.
– Da jeg solgte et hus i Tejn, sagde jeg også til ejendomsmægleren, at jeg helst ville sælge til en børnefamilie, som ville bo i byen, siger hun og fortæller, at ejendomsmægleren var meget uforstående overfor, at hun ikke bare ville sælge til den højestbydende.
Borgerforeningens formand Henning Berg fortæller, at han også agter at sælge til nogle, som ønsker at bosætte sig fast i byen - nærmest koste hvad det vil.
– Hvis vi fortsætter ad samme vej, så er der snart ikke nogen lamper, der lyser mere, advarer han.
Karen Nørregaard, der tidligere var formand for borgerforeningen igennem 18 år, erindrer et møde i byen for nogle år siden, hvor der netop blev talt om, hvorvidt man ønskede en genindførsel af bopælspligten.
– Vi var 40, og vi var alle sammen parate til at ofre vores ekstraindtægt ved salg. Det var fire-fem år siden, og det kan godt være hjerterne er blevet kolde siden da, siger hun, men slår fast, at hun i hvert fald stadig mener det samme som dengang.
Persson: Ikke alle har så gode hjerter som jer
Svarene gør indtryk på Linda Kofoed Persson.
– Ikke alle har så gode hjerter som jer og brænder så meget for jeres by. Jeg glæder mig til at se det i praksis, at folk vil sælge med tab, siger hun og glæder sig over villigheden til at få genindført bopælspligten.
– Der er ikke nogen almennyttige boligselskaber, som kigger på at bygge i Listed, så hvis vi vil bevare livet i Listed, skal vi lave en opbremsning i tildelingen af fleksboliger. Kommunalt arbejde går afsindigt langsomt, men i problematikker som det her, skal vi løbe hurtigere, ellers bliver der mørkt her, siger hun.
Helle Munk Ravnborg er også glad for, at der i Listed findes mennesker, som vægter liv og fællesskab over penge.
– Det er vældig positivt, at det er sådan. Det vidner om, at vi er sociale væsner, som ønsker det bedste for hinanden og at leve et godt sted, hvor man kender sine naboer. Det er det, der giver livet værdi. I stedet for at få en masse penge, som vi i virkeligheden ikke rigtig ved, hvad vi skal bruge til.
Hun mener dog ikke, at det er op til den enkelte beboer at tage den beslutning.
– Det kan ikke være rigtigt, det skal være op til borgerne at diskutere med sin samvittighed hver eneste gang om man vil sælge til en børnefamilie. Det er ikke en rar situation at være i, og naboer spørger måske også: Hvorfor solgte du ikke til dem?
Også et problem i Aarsdale
Ifølge Helge Østergaard, som bor i Listed, er der dog ingen vej udenom, hvis byen skal blive ved med at være en levende by - og ikke kun et feriested.
– Det er det det koster, hvis vi ønsker at bevare vores lokalsamfund. At nogle mister penge, siger han og fortæller, at når han går aftentur i Listed, møder han det ene tomme hus efter det andet.
– Hvert år betyder mere mørke, når der sælges en fritidsbolig. Det er gift for Bornholms fremtid. Børnefamilier flytter fra byen på grund af manglende legekammerater. Men ved her og nu at sige stop for fleksboliger i de små byer, vil det betyde flere skatteborgere og nye børn i skolerne og mere omsætning hele året, siger han.
Også Frits Madsen, der bor i Aarsdale og er formand for Høkeren, mener, at det er på tide, at der gøres noget ved bopælspligten i de mindre kystbyer.
– Det er jer, politikere, der har skabt vores rigdom, så er det også noget, I kan tage fra os igen. Det skal være politikerne, der bestemmer, hvor mange fleksboligejere der skal være på Bornholm, siger han og fortæller, at hvis udviklingen med flere fleksboliger fortsætter, så kommer det til at bide sig selv i halen.
– Grunden til, at nogle vælger at flytte hertil, er fordi her er autentiske miljøer, men de miljøer er ikke autentiske, hvis det kun er københavnere, der bor der. Mange over på den anden side har en helt anden økonomi. Det er derfor priserne bliver presset, siger han og bliver bakket op af Jens Christian Olsen, som er fritidsbeboer i Listed og bor i Rønne.
– Problemet når man tager imod deltidsbornholmere, det er, at de når som helst kan købe os ud af den friværdi, de har på deres hus i Nordsjælland, siger han og peger på, at politikerne ikke har noget at miste ved at stramme op for bopælspligten.
– Fleksboligejerne er jo ikke stemmeberettiget her, så I kan bare gøre det.
Formand: Den million kan jeg godt se bort fra
Om bopælspligten bliver udvidet eller strammet, må tiden vise. For nu glæder formanden for Listed Borgerforening sig over, at emnet blev debatteret og taget seriøst af de fire politikere.
– Jeg føler, at i forhold til vores møde for fire år siden, var der i dag nogle mere nuancerede synspunkter fra politikerne i forhold til, hvordan man skal takle det her problem. Det er klart, at der er også nogle partier, som står fast på, at man ikke kan ændre på denne her bopælspligt, men der synes jeg i hvert fald, at der var nogle nuanceringer i forhold til, at kunne man prøve at kigge på, at nogen kunne få nogle nye værktøjer til at håndtere det her problem, siger Henning Berg.
Du var en af dem, der rejste dig og sagde, at du gerne vil sælge din bolig til en lavere pris, hvis det betyder, at køberen er en, som vil bo i byen fast. Hvordan kan det være?
– Altså den der million, den kan jeg godt se bort fra i forhold til, at jeg som fastboende oplever den der mørke, tunge by. Det er vigtigt, at der er nogle her i det daglige liv. Hvis man ikke har en bil, at man så har en, der kan hjælpe med at køre ud og handle. Altså den slags nabohjælp forsvinder jo, hvis husene bliver tomme.
Er du fortrøstningsfuld for, at der rent faktisk kommer til at ske noget?
– Det kommer an på, hvordan folk stemmer. Det er jo ligesom det der, der bliver vældig spændende nu. En ting er, hvad man siger inden et valg, men så kommer virkeligheden bagefter, når man skal konstruere en ny kommunalbestyrelse.
Efter høje flammer: 'Der får jeg et chok'
Kan give endnu færre taxaer på Bornholm
Køber 2.000 kvadratmeter i Aakirkeby
OM BORNHOLMS TIDENDE
Ansvarshavende chefredaktør: Tommy Kaas.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration











