Jonna Nielsen er ved siden af sit politiske virke også formand for 3F Bornholm, så initiativtagerne har stærke forbindelser til fagbevægelsen, og de har begge tidligere været medlem af Socialdemokratiet.
I første omgang lyder det fra Fælleslisten, at den vil have fokus på beskæftigelses-, social- og handicappolitik, da den mener, at samspillet mellem disse områder er nogle af grundpillerne til et bæredygtigt samfund, som alle borgere får lige muligheder for at tage aktiv del i. Listen ønsker en kommune, der lytter til borgere, erhvervsliv, foreninger og organisationer, og den vil være en stærk stemme på velfærdsområderne og kæmpe for en tryg opvækst, et godt voksenliv, aktivt seniorliv og en værdig alderdom, fortæller Jonna Nielsen og Joan Prahl.
Valgprogram i 2025
De mener, at regionskommunens økonomiske udfordringer gør det nødvendigt at have en god dialog med både de faglige organisationer og erhvervslivet. Dialogen med den ene part skal sikre, at kommunen tager hensyn til medarbejdernes vilkår og respekterer deres faglighed, og samtalen med den anden part skal bidrage til gode betingelser for vækst og jobskabelse.