Kommunens Teknik og Miljø-afdelingen holder blandt andet til i Tejn. Et godt stykke fra nogle af de andre kommunale afdelinger. Arkivfoto: Jacob Jepsen
600.000 kroner om året på kørselsgodtgørelse - og årsværk spildt på transport. Centralisering kan reducere både tid og udgifter, lyder anbefalingen i analyse.
Bornholms Regionskommune bruger årligt godt 335.000 kilometer på transport mellem sine administrative matrikler – svarende til cirka 3,5 årsværk i køretid. Et årsværk svarer til 1.924 timer.
Det viser en analyse fra BDO, som peger på, at man med adresser både i Rønne, Tejn og Nexø hæmmer samarbejde og effektivitet. Udgifterne til kørselsgodtgørelse for medarbejdernes egne biler udgør alene cirka 600.000 kroner om året, lyder det.
– Det er da ærgerlige omkostninger, og det kommer vi ikke udenom, siger borgmester Frederik Tolstrup om transportforbruget.
Vil ikke drømme
Borgmesteren fik sammen med resten af økonomiudvalget præsenteret analysen onsdag.
BDO fremhæver, at en fysisk samling af administrationen kunne styrke samarbejdet på tværs og potentielt reducere både transporttid og driftsomkostninger. Flere kommuner har allerede centraliseret deres administrative enheder med succes, lyder det videre.
Tolstrup er dog ikke klar til at sige, at man skal til at flytte afdelinger sammen.
– Det ved jeg ikke lige nu. Jeg ser det som en anbefaling, og jeg mener, det er noget, man skal have, til når lejligheden byder sig, siger Frederik Tolstrup.
Han tilføjer, at det er vigtigt at udnytte de muligheder, der opstår, men at kommunen stadig står med daglige budget- og driftsbegrænsninger. Borgmesteren vil derfor ikke begynde at drømme stort – heller ikke om det ville være bedst at samle alt på Snorrebakken.
– Vi er så langt fra, at jeg kan tillade mig at drømme, for vi står i en hverdag af budgetter og begrænsninger, så det må andre drømme om. Men vi har i hvert fald en konkret anbefaling om jo mere samling desto bedre.
Plads til forbedring
Analysen peger også på, at tværgående udviklingsprojekter ofte er udfordrende, fordi fagcentrene arbejder med “egne dagsordner” og sjældent deler udviklingsressourcer.
Det svækker koordineringen af strategiske satsninger på kommuneniveau, skriver BDO. Tolstrup erkender da også, at der er plads til forbedring.
– Det fortæller folk mig, der er, og det synes jeg også, jeg kan se. Og hvis muligheden opstår for at lægge administrative arbejdspladser sammen, så skal vi bruge de muligheder, der er.
Han understreger samtidig, at effektivisering ikke kun handler om struktur og ressourcer, men også om kontinuitet og arbejdsmiljø.
– Vi kan jo se, at de steder, der er kontinuitet og godt arbejdsmiljø, der leverer kommunen rigtig gode resultater. Der findes nogle meget effektive afdelinger i vores kommune, og jeg ville ønske, at folk kunne komme med rundt og kigge.
– Men vi har også steder, hvor vi har haft dårligt arbejdsmiljø, og hvor vi har taget forkert fat politisk. Det er som regel også her, vi bruger flere ressourcer på administration. Men man kan jo heller ikke bare sige, at nu vil vi bruge færre ressourcer de steder, for så risikerer man, at kommunen slet ikke leverer varen, siger Frederik Tolstrup.
Det fremhæves i sagsfremstillingen til økonomiudvalget, at man allerede i det seneste vedtagede budget reducerede udgifterne til administration på baggrund af analysen.
Direktionen har ansvaret for fordelingen af besparelserne, som i budget- og overslagsår beløber sig til 1,028 mio. kr. i 2026, 1,542 mio. kr. i 2027 samt 2,056 mio. kr. i hvert af årene 2028–2029.