Her er de største bekymringer for fremtidens beredskab
I januar blev hele Bornholm ramt af strømafbrydelse, hvor det sådan ud i brugsen i Tejn. Netop strømsvigt er et sted, vi er sårbare, slår flere kandidater fast. Foto: presse-fotos
10 spidskandidater støtter planerne om at styrke beredskabet på Bornholm. De efterlyser blandt andet mere kommunikation og bedre selvforsyning.
I slutningen af februar præsenterede regeringen et nyt koncept for et samlet dansk totalberedskab.
Planen er at styrke beredskabet inden for kritiske sektorer med en bevilling på 1,2 milliarder kroner.
Kort efter blev Bornholm udpeget som testø.
– Som en isoleret ø i Østersøen er Bornholm særligt sårbar over for afbrudte forsyningskæder, transport og kommunikation. Især i en krisesituation, sagde minister Torsten Schack Pedersen til et pressemøde på politigården i Rønne.
Det skete på dagen, hvor folketingsvalget blev udskrevet.
Vi har spurgt spidskandidaterne på Bornholm:
Hvordan vil du styrke det lokale civile beredskab, så Bornholm kan klare længerevarende strømsvigt, cyberangreb eller afbrudte forsyningslinjer?
Mere kommunikation
Spidskandidaterne støtter planerne om et styrket beredskab.
– Et ordentligt beredskab er helt nødvendigt, og her kan Bornholm gå forrest med det nye totalberedskab. Der er allerede afsat penge til arbejdet, siger Lea Wermelin fra Socialdemokratiet.
– Vi skal ikke gå rundt og være utrygge, men vi skal være forberedte også på scenarier som længerevarende strømsvigt eller cyberangreb.
Peter Juel-Jensen mener, at Bornholm allerede har et forspring.
– Vores lokale beredskabsstab er godt samarbejdet og kender hinanden godt – vi står et helt andet sted end mange andre, siger han.
Venstre-politikeren mener, at Bornholms placering kræver ekstra opmærksomhed:
– Vi er udsatte med hensyn til strømsvigt og cyberangreb, det er man, når det tilgår øen via kabel.
– Det er vigtigt at styrke både det militære og civile beredskab, så Bornholm er bedre rustet til kriser og afbrud i forsyninger, mener Sebastian Bloch Jensen fra Socialistisk Folkeparti.
Moderaternes Kirstine Van Sabben er også positiv over for, at Bornholm bliver testø for totalberedskabet.
– Men jeg tror den største opgave i forhold til det civile beredskab på øen er kommunikation. Myndighederne lokalt skal blive langt bedre til at informere om forskellige tiltag de selv laver, men også med opfordringer til borgerne, siger hun.
– Jo flere der kan klare sig selv i en krisesituation, jo flere ressourcer er der til rådighed til at hjælpe dem der ikke kan selv.
Hun mener, at der kan gøres mere for at ruste borgerne og foreslår, at man laver lokale beredskabsplaner i de forskellige bysamfund.
Flere af de 10 kandidater ser gerne, at lokalsamfundet bliver bedre rustet.
– På Bornholm har vi en stærk tradition for at arbejde sammen lokalt, mener Lea Wermelin.
Peter Juel-Jensen ser også et individuelt ansvar:
– Vores geografiske placering kræver, at vi forbereder og øver, men også at vi hver især følger myndighedernes råd og vejledning, siger han.
Bedre selvforsyning
Et gennemgående tema i kandidaternes svar er behovet for en større grad af selvforsyning.
– Bornholm skal kunne fungere i længere perioder uden forbindelse til resten af landet, siger Kristoffer Kromand fra Det Konservative Folkeparti.
– Det kræver lokale tryghedspunkter, robuste energiløsninger, nødkommunikation og større lokale lagre af kritiske forsyninger.
Eik Dahl Bidstrup vil have nye investeringer i ø-drift og lokale energilagring, så Bornholm kan fungere uafhængigt af søkabler i en krisesituation, siger kandidaten fra Liberal Alliance.
Han nævner også kritiske forsyningslinjer for fødevarer og medicin.
Fra Enhedslistens Morten Riis lyder det i samme dur:
– Vi skal i vores energiplanlægning fokusere på en højere grad af selvforsyning.
Han nævner som den eneste af kandidaterne klimaforandringer, og at beredskabet også skal være rustet til at modstå såvel natur- som menneskeskabte katastrofer.
– Jeg bifalder i den sammenhæng ambitionen om flere værnepligtige på vores beredskabscenter i Allinge, siger han.
Simon Bech Munch Petersen fra Radikale Venstre siger:
– Jeg mener, at staten skal lave aftaler med de lokale dagligvarer butikker angående fødevarer og andre brugsmateriale, så de er forberedt på en krise.
– Derudover skal vi sikre at vi manuel i tilfælde af cyberangreb kan garantere strøm til hele øen, uden at det kræver elektroniske opstart.
Stor sårbarhed
Dansk Folkepartis Bo Vibe Ancher Jensen lægger vægt på lokale energiløsninger:
– Man kunne blandt andet investere i lokale nødkraftkilder, som solceller, batterier og nødgeneratorer.
Men han advarer samtidig om, at det kan blive en økonomisk tung post.
Hvis man skal opsummere kandidaternes svar, mener de, at Bornholms største sårbarhed ligger i forsyningen, og derfor er det her, man må finde løsninger.
– Bornholm er qua dens placering mere sårbar end andre steder i landet, siger Michael Hendriksen, der stiller op for Danmarksdemokraterne.
Han nævner elnettet som en kritisk faktor:
– Der bør sikres yderligere nødberedskab på vores elnet, hvilket vil være den største udfordring. Ligeledes bør vand og internet beredskab vurderes med henblik på at lave en nødforsynings løsning.
Planen om at gøre Bornholm til testø for Danmarks nye totalberedskab betyder, at der lægges op til flere øvelser, styrket samarbejde og en mere langsigtet planlægning af beredskabet. Der oprettes også to fuldtidsstillinger med fokus på beredskabsplanlægningen.
Til pressemødet 26. marts kunne minister Torsten Schack Pedersen ikke give Tidende svar på, hvornår nogle konkrete planer for Bornholm skal være klar.
Projektgruppen skal aflevere sin første evalueringsrapport i første halvdel af næste år, fortalte han. Indtil da er der bred politisk opbakning blandt folketingskandidaterne på Bornholm til at styrke beredskabet.