De to spidskandidater er enige om, at der er mere, som samler lokalforeningerne af SF og Radikale Venstre, end der splitter, og at begge partier står bedre inde i et valgforbund end udenfor.
– Men man skal slet ikke være enige om alt i et valgforbund, og det er SF Bornholm og Radikale Venstre Bornholm heller ikke, som alle godt ved, siger Andreas Grosbøll.
– Med valgforbundet er en stemme på SF eller Radikale Venstre en garanti for nye kræfter med en fælles ambition om at løfte samarbejdsklimaet i den kommende kommunalbestyrelse, tilføjer Søren Brenøe.