Ekspert: Den ultimative ydmygelse af borgmesteren

Roger Buch, der er forskningsleder i samfundsvidenskab, kan kun huske to lignende eksempler.

Fredagens forhandlinger om næste års kommunebudget endte med et budgetforlig uden om borgmesteren. Borgmester Jacob Trøst (K) havde ellers suspenderet forhandlingerne tidligere på dagen, men det stoppede ikke Enhedslisten, Socialdemokratiet og Venstre i at samle flertal og fortsætte forhandlingerne.

Ifølge Roger Buch, der er forskningslektor i samfundsvidenskab på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er den slags forløb højst usædvanligt - også set i landsperspektiv.

Hvor ualmindeligt er det, at der bliver indgået forlig om et kommunebudget udenom borgmesteren?

– Det sker ekstremt sjældent, slet ikke hvert år i de 98 kommuner, og måske ikke engang hver valgperiode, hvor der indgås næsten 400 budgetforlig.

Hvor mange fortilfælde kan du huske?

– Jeg kan umiddelbart huske to eksempler. Det ene var i 2002 da Venstres Louise Gade var blevet borgmester i Aarhus. Da hun skulle lave sit første budgetforlig, blev der indgået forlig uden om hende. I samme budgetår skete det også for en anden helt ny venstreborgmester Michael Aastrup Jensen i Randers Kommune.

– Det er den ultimative ydmygelse af en borgmester og betyder, at borgmesteren det næste år skal gennemføre det, som andre har besluttet. Budgettet er den vigtigste beslutning i kommunerne, ligesom finansloven i Folketinget. Skete det i Folketinget, ville det udløse valg eller en ny regering, men det er ikke muligt i kommunerne.

Hvordan påvirker sådan et forløb styrkepositionerne og det fremtidige samarbejde i en konstituering, når det største parti (Enhedslisten med syv mandater) undsiger den borgmester, de selv har været med til at udpege?

– Borgmesteren må sikre sig, at det ikke gentager sig – det gjorde Louise Gade og Michael Aastrup Jensen også i resten af valgperioden. Derfor må der gives større indrømmelser ved næste års budgetforhandlinger, hvis ikke borgmesteren skal blive en kransekagefigur uden reel magt, som blot udfører det, som andre har besluttet.

– Men sagen viser også, at en konstitueringsaftale ikke binder i resten af valgperioden. Det er kun en fordeling af magt og poster – ikke en politisk binding, og partierne kan frit gøre, som de vil i hele valgperiodens fire år.