Hvordan skal Kongemindet se ud i fremtiden? Skal det oprindelige granittårn stå uden overbygning? Skal det gamle ståltårn fra 1899 op igen efter renovering? Skal en tro kopi erstatte det? Eller skal regionskommunen udskrive en designkonkurrence for at finde en afløser? Spørgsmålene er mange, men svarene blæser indtil videre i vinden.
Udgangspunktet for de mange spørgsmål er det faktum, at prisen for renoveringen af det gamle ståltårn er steget til godt otte millioner kroner, fordi det er i dårligere stand end først vurderet. Det er politikerne i kommunalbestyrelsen, der skal tage beslutningen, og efter en første omgang i natur-, miljø- og planudvalget peger pilen på to af de fire mulige fremtidsscenarier.
Et flertal anbefaler, at der enten bliver lavet en tro kopi af det gamle ståltårn eller bliver udskrevet en designkonkurrence.
En kopi vil betyde en merudgift for kommunen på et par millioner kroner, mens konkurrencen kan finansieres af det allerede afsatte rådighedsbeløb. Økonomien til det vindende projekt vil efterfølgende blive fremlagt til politisk behandling, medmindre der er penge nok i resten af rådighedsbeløbet.