Både folketingsmedlem Peter Juel-Jensen (V) og kommunalbestyrelsesmedlem Kirstine van Sabben (M) glædede sig, da der i efteråret blev afsat to millioner kroner til Kongemindets tårn på finansloven. Om og i givet fald hvordan Bornholm får fat i pengene står dog stadig hen i det uvisse.
Inden finansloven blev vedtaget, havde kommunalbestyrelsen besluttet at erstatte det gamle tårn med et nyt, som enten kan være en kopi af forgængeren eller et nyt design. Men umiddelbart gælder bevillingen i finansloven specifikt en renovering af det gamle tårn. Det fortæller kommunen i en dagsorden til natur-, miljø- og planudvalget.
Det er uafklaret, hvilke krav der er til frigørelse af midlerne på finansloven, men en renovering af det gamle tårn er ikke længere muligt, da tårnet allerede er bortskaffet. I stedet er der en proces i gang for at få ændret forligsteksten, så de to millioner kroner kan bruges til enten opførelse af en kopi eller et nyt tårn med et andet udseende.