Så mange kommer til Folkemødet

Så mange kommer til Folkemødet
Folkemødet har i år 2.500 forskellige tilmeldte events arrangeret af græsrødder, organisationer og partier. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
NYHED | ABONNENT | 6. MAJ 2022 • 14:33
NYHED | ABONNENT
6. MAJ 2022 • 14:33

Kæmpestor interesse og nye og gamle tiltag gør, at direktøren ikke i tvivl om, at årets folkemøde bliver en succes, og arrangørerne er klar til at byde velkommen.

 

Efter to år med aflysninger og restriktioner står arrangørerne bag Folkemødet i år igen klar med åbne arme til at byde velkommen til tre dage med solskin, fadøl og politiske arrangementer, taler og events. Og det ser ud til at blive en succes på niveau med tidligere år, hvor mødet er blevet afholdt på almindelig vis.

– Folkemødet er tilbage i fuld flor, lyder den overordnede dom begejstret fra Folkemødets direktør, Camilla Laudrup.

– Vi har oplevet at blive væltet bagover af interesse fra organisationer, der gerne vil være med til at skabe demokratifestivalen, siger hun og tilføjer, at den store interesse nærmest kom som en overraskelse for dem.

– Efter to år med corona har det været svært at forudse, om de her mange organisationer havde mistet debatlysten, eller om de var klar til at komme tilbage. Men det må man sige, de er.

Ifølge Camilla Laudrup forventer de cirka 60.000 gæster fordelt over alle dagene, men hun understreger, at det er en forsigtig vurdering.

– Det er svært at vurdere, da der jo er fri adgang, og man ikke skal have billet for at komme ind, siger hun.

Hun fortæller, at man som gæst vil opleve et bredt folkemøde med meget forskellige temaer til debat, og at der i år særligt vil være fokus på klima, sundhed og international politik.


– Folkemødet er tilbage i fuld flor, lyder den overordnede dom begejstret fra Folkemødets direktør, Camilla Laudrup. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen



2.500 forskellige events

Folkemødet har i år 2.500 forskellige tilmeldte events arrangeret af græsrødder, organisationer og partier. Det endelige hovedsceneprogram, der blev offentliggjort fredag, afslører, at man fra Hovedscenen blandt andet vil kunne høre EU-kommisær Margrethe Vestager give sine perspektiver for 50-året for Danmarks deltagelse i EU, ligesom man vil man kunne opleve Dansk Erhverv stille skarpt på, hvad krigen i Ukraine betyder for den grønne omstilling i Danmark.

– Og så kan vi præsentere hele 13 partiledertaler, tilføjer hun. 

Udover de mange politiske events vil der være et bredt udvalg af gastronomiske tilbud fra lokale restaurationer og madboder, samt musikalske indslag fra blandt andre Mads Langer Trio, Nabiha og Danmarks Underholdningsorkester, der lukker Hovedscenen torsdag aften med 21 klassiske musikere og solister som Caroline Henderson og Dorthe Gerlach.

Camilla Laudrup fortæller, at Folkemødet som noget nyt i år i samarbejde med Tuborgfondet har lavet indsatsen 'Ung Agenda', der skal sørge for, at flere unge under 30 år kan deltage i Folkemødet og er til stede på de mange scener.

– Helt grundlæggende er det vigtigt i vores demokrati at unge bliver hørt og er repræsenterede i den demokratiske dialog. Folkemødet er et sted, hvor meninger brydes og dagsordner kommer igennem, og vi har et ansvar for at gøre noget ekstra for at invitere unge mennesker med i den demokratiske debat.

– Og så arbejder vi på, at man i år på Hovedscenen og Fællesscenen vil kunne opleve nye former for debatter, særligt med en større grad af publikumsinvolvering.

Der er lidt 'folkemøderust', der skal bankes af

De sidste to års folkemøder har mildest sagt budt på en del udfordringer. 2020 blev helt aflyst, mens Folkemødet i 2021 blev afholdt med mange restriktioner. Men dette års største udfordring er noget mere overkommelig, fortæller Camilla Laudrup.

– Den største udfordring er, at mange organisationer, der ikke har deltaget siden 2019, måske lige har lidt 'folkemøderust', der skal bankes af. Og så er der nogle organisationer, der måske har fået nye medarbejdere, der ikke har prøvet det før.

Men ifølge Camilla Laudrup er de i bund og grund rigtig godt med i planlægningen og glæder sig over den store interesse fra både aktører og gæster.

– På den helt høje demokratiklinge kan man sige, at Folkemødet jo er en hyldest til vores demokrati. Derfor er det så vigtigt, at gæsterne i år kan glæde sig til et bredt program, hvor meningen er, at beslutningstagere og borgere på tværs af temaer og uenigheder debatterer vores fælles samfund, fortæller hun og tilføjer:

– Det er hele essensen af Folkemødet, og vi glæder os helt vildt til at byde velkommen til et folkemøde i fuld flor og til at vise Bornholm frem fra sin bedste side, afslutter hun.

Folkemødet finder sted fra den 16.-19. juni. Det foreløbige program kan ses på Folkemødets hjemmeside, og det det øvrige program bliver offentliggjort i næste uge.