Analyse: Her er vindere og tabere i den nye aftale

Leif Olsen

Debatredaktør

Den brede aftale flytter Bornholm i en erhvervsvenlig retning, nedtoner natur og grøn omstilling og efterlader et uafklaret spørgsmål: Hvor skal pengene komme fra?

Også i 2021 så Bornholm en uventet konstituering, som brød sammen næsten på første møde. Kan det samme ske igen?

Svaret er ”næppe”.

Konstitueringen er så bred, at ét – og til tider to – partier kan stå udenfor beslutningerne, uden at flertallet vakler. På den front burde der derfor ikke være udfordringer. Det er der derimod på økonomien – mere om det senere.

Vindere og små nederlag

Normalt vil borgmesterpartiet blive betragtet som ’vinderen’, altså Venstre.

Her må man dog konstatere, at selvom Socialdemokratiet havde en middelmådig valgkamp og et skuffende resultat, så har de vundet konstitueringen markant.

S har sikret sig fire formandsposter – tre i udvalg samt Beof – og de har opnået stor indflydelse på både udvalgsstrukturen og nogle af de politiske målsætninger.

Her kan man især se på Anne Thomas' miljø- og erhvervsudvalg. Den kombination ses ikke mange steder i landet, og det er et tydeligt signal om, at erhvervsvenlighed skal prioriteres over miljø- og naturhensyn – hvilket var et element i Socialdemokratiets valgkamp. Endvidere er enhver sten ryddet af vejen for energiøen, landanlægget og erhvervspark – igen et vigtigt punkt for S.

Dansk Folkeparti har – trods status som største parti – kun fået én formandspost. Det kunne antyde et nederlag, men René Danielsson har fået sit foretrukne udvalg, og måske er vurderingen, at der ikke er oplagte formandskandidater (endnu) i gruppen. Partiet virker i hvert fald tilfreds.

Venstre står – trods fire mandater – uden egentlige formandsposter (økonomiudvalget følger automatisk borgmesteren). Det antyder, at borgmesterposten har været dyr at lande.

Til gengæld har Venstre fået formandsposten i Nexø Havn og et §17.4-udvalg om kommuneplanen – begge til Brian Kofoed, måske for at forebygge eventuel utilfredshed.

Med to mandater har SF fået en formandspost, men ikke for det udvalg – børn og skole – som partiet fokuserede på i valgkampen. Det må ses som et nederlag, men partiet er blevet betalt med den ret betydningsløse post som viceborgmester.

Kristendemokraterne har fået en plads i økonomiudvalget, og det må ses som tilfredsstillende for dem. Til gengæld er det nok lidt et ’nederlag’, at udvalget er blevet så stort, hvorved pladsen bliver lidt mindre vigtig.

De vigtige udvalg

Strategisk bliver den vigtigste person Anne Thomas samt selvfølgelig borgmesteren.

Næsten uanset hvor man ser hen, så dukker hendes navn op – som formand eller næstformand. Samtidig sidder hun solidt på sine primære interesseområder – erhvervsvenlighed i planlægning og energiøen. Derfor bliver miljø- og erhvervsudvalget – sammen med økonomiudvalget og Kofoeds kommuneplansudvalg – blandt de vigtigste.

Ældre- og sundhedsudvalget er per automatik afgørende på Bornholm, og René Danielsson vil uden tvivl sørge for, at området ikke bliver glemt. Udfordringen er økonomien og de nødvendige omlægninger, hvis der ikke tilføres langt flere midler.

Egentlige kursændringer kræver omfattende omprioriteringer eller ekstra penge – begge dele usandsynlige. Til gengæld vil Danielsson nok fortsætte og måske endda styrke sin meget ’tætte’ kontakt til sagsbehandlingen.

Meget kommer også til at afhænge af samarbejdet med ældreråd, handicapråd, de nye sundhedsråd samt Region Østdanmark på grund af den ændrede lovgivning. René Danielsson har forudsætningerne for sådanne samarbejder, men spørgsmålet er, om han vil prioritere det.

Positive - og måske tomme - ord

Social- og beskæftigelsesudvalgets område er meget regelstyret, og den vigtigste opgave bliver nok at leve op til lovgivningen.

Afhængigt af økonomien kan børne- og skoleudvalget blive vigtigt, men spørgsmålet er, om man får økonomien.

Ord som ”tidlig og tværgående indsats”, ”forebyggelse”, ”inkluderende” med flere er positive ord – som udgangspunkt er det også tomme ord (for nu ikke at bruge et grovere udtryk). Pointen er jo, at sådanne tiltag kræver ressourcer.

Igen er ressourcer både penge og personale – evnen til at investere i samt rekruttere og fastholde personale til en langvarig indsats – en indsats, som vil give ’gevinster’ både menneskeligt og økonomisk på sigt – men udgifterne er her og nu, gevinsterne er om 5-10-15 år.

Det sidste udvalg – kultur og lokalsamfund har et så lille budget, at den strategiske betydning bliver begrænset i de kommende fire år. Til gengæld kan det få stor betydning for sammenhængskraften på Bornholm. Det tales meget om samarbejdet med foreninger, lokalsamfund, frivillige, borgere og så videre. Igen er det meget positive ord.

Man skal dog passe på, at det ikke ’kun’ bliver at læsse flere og flere opgaver over på engagerede borgere og foreninger uden, at man giver dem de nødvendige midler. Allerede i dag hører man, at det er vanskeligt at skaffe frivillige på forskellige områder, fordi arbejdet simpelthen er for omfattende – udvalget skal passe meget på, at man ikke tilføjer det strå, der knækker kamelens ryg.

To store overraskelser

De største overraskelser findes i Rønne Havn og Beof, mens Nexø Havn er en mere traditionel politisk udpegning.

Anders Kofoed – en ikke-politiker – som formand for Rønne Havn er en overraskelse. Det tyder på, at havnen fremover bliver endnu mere fokuseret på sig selv som et kommercielt foretagende, mens den kommunale indflydelse bliver minimeret. Det kan være udmærket for havnen i sig selv, mens havnens bidrag til Bornholms udvikling nok vil blive noget nedprioriteret.

Lars Goldschmidt som formand for Beof er en endnu større overraskelse. Han har været det tidligere, og selv med de mest positive briller kan man næppe sige, at det var en succeshistorie. Med ham som formand skal man næppe forvente en strategisk udvikling hos Beof udover business as usual.

Han har naturligvis mange erfaringer, men som 70-årig er der nok ikke mange, der har set ham som oplagt kandidat til en formandspost – men han er jo formand for det lokale socialdemokrati.

Hvor skal pengene komme fra?

Udover de traditionelle klicheer om at ”spare på administration’ – som kun giver småpenge i forhold til behovet – så har ingen af konstitueringspartierne fremlagt konkrete forslag til at skaffe penge – enten via besparelser eller via øgede indtægter.

Øgede indtægter (læs: skattestigninger) kan man godt se bort fra med V og S i konstitueringen. En ændret udligningsordning er med en regering i krise og et snarligt folketingsvalg ikke sandsynligt.

Besparelser – tja. De to store områder i en kommunes økonomi er børne- og skoleområdet og ældreplejen.

Der er næppe nogen, der tør træffe de nødvendige beslutninger på skoleområdet, og det er også vanskeligt at se, at man inden for lovgivningen kan spare ret meget på daginstitutionerne, mens specialområderne har vanskeligt ved at overholde budgetterne allerede.

Ligeledes er det vanskeligt at tro, at DF – og måske heller ikke SF – vil lave store serviceforringelser på plejeområdet.

Men hvor skal pengene så komme fra? Småområder som biblioteker, idrætsanlæg og kultur giver minimale besparelser. At lade veje og havne forfalde eller droppe snerydning forbedrer heller ikke økonomien markant. Man kan skære i BAT, Musikhuzet og museet, men spørgsmålet er, om det vil ske.

’Redningsplanken’ kan være det såkaldte ”kasseeftersyn”. Hvem ved – måske kan økonomiudvalget ligesom finansministeren ’finde’ ekstra penge, når de kigger godt efter? Regnskabsteknisk kan man gøre meget.

Teoretisk fornuftigt, men praktisk urealistisk

Det er jo ikke, fordi de økonomiske mål er specielt ambitiøse – og hvor er anlægsbudgettet?

Et teknisk overskud på budgettet på 60 millioner er ikke stort, når man ser på de budgetoverskridelser, som er normale i kommuner – og måske især på Bornholm, hvor rammerne er snævre.

Når man så betænker ambitionerne om øget trivsel, bedre arbejdsmiljø, mere inddragelse, bedre og hurtigere sagsbehandling, større tilfredshed og så videre, er det vanskeligt at se, at disse ting kan gennemføres på andet end papir.

Det er lidt ’morsomt’, at man indskriver et ønske om flerårige budgetaftaler. Ikke at det ikke i sig selv er fornuftigt – akkurat som det er i såvel selskabs- som privatøkonomi – men så store dele af kommunernes økonomi afgøres af EUs og Folketingets lovgivning og især den årlige økonomiaftale mellem Indenrigsministeriet og KL, at en lokal flerårig budgetlægning næsten må beskrives som fiktion eller spådomskunst – som sagt: teoretisk fornuftigt, men praktisk urealistisk.

Det bedste man kan – og bør – gøre er at lave en flerårig investeringsplan, men selv dette er vanskeligt, når man ikke har pengene – eller der pludselig kommer et kassetræk, der kræver et anlægsstop.

Fra ord til virkelighed

Hvilke ændringer vil så ske?

Det er vanskeligt at sige, da det er vanskeligt at se en linje i de foregående fire år, så ændring i forhold til hvad?

Men udvalgsstruktur, udpegninger og konstitueringsaftale peger tydeligt på, at erhvervsvenlighed bliver det styrende princip, mens der så nødvendigvis må ske en tilsvarende nedprioritering af elementer som grøn omstilling, landskab, natur og miljø.

Der vil nok blive iværksat flere lokalplaner, og man vil også kunne se det i den kommende kommuneplan.

Udfordringen er så at komme fra ord til virkelighed. Hvis man forudsætter, at man stadig vil overholde lovgivningen, så vil denne indsats kræve flere ressourcer. Det handler ikke kun om flere penge (det er også nødvendigt), men primært om at kunne rekruttere de nødvendige medarbejdere, og det er per definition vanskeligt for Bornholm, som ikke er specielt attraktiv for potentielle ansøgere.

Da der ikke synes at være ambition om at tiltrække flere indbyggere, må man forvente større fokus på sommerhuse og flexboliger.

Godt og skidt

Endelig er energiøen med tilhørende landanlæg på plads – næsten uanset hvad.

DF har fået et ’frikvarter’ og vil ikke volde problemer. Det reelle problem er, at det ligger langt ude i fremtiden, og at beslutningsretten ikke ligger på Bornholm – kommer den eller kommer den ikke? Det afgøres i København og ikke på Snorrebakken.

En sidste ændring – som vi som borgere måske ikke ser så klart – bliver nok styringen af kommunen. Med Frederik Tolstrup som borgmester og udvalgsformænd som Anne Thomas og René Danielsson samt stærke politikere som Brian Kofoed og Niels Chresten Andersen bliver styringen af kommunen nok mere politisk og mindre administrativ end under Trøst. Det kan blive både godt og skidt, men den nuværende situation kunne heller ikke fortsætte.

Uundgåelig modstand

Den nye konstituering står over for to store udfordringer.

Økonomien og risikoen for at lide samme skæbne som SVM-regeringen – generel upopularitet. Flere sommerhusområder, flere flexboliger, godkendelse af energiøen, mindre fokus på natur og grøn omstilling samt nødvendige besparelser (som ingen har talt om) vil sandsynligvis skabe modstand.

Her kan jeg naturligvis tage fejl. Desuden er konstitueringen så bred, at det er vanskeligt at se, hvor utilfredse vælgere skal gå hen og blive ved næste valg.