Alternativet forventer at stille med to fra Bornholm: Mød kandidaterne

NYHED | 1. OKT 2022 • 14:15
NYHED
1. OKT 2022 • 14:15

Det kommende folketingsvalg bliver efter planen med to kandidater fra Alternativet på Bornholm.

Der er opstillingsvalg den 4. oktober, og partiet har modtaget kandidaturer fra to kandidater.

Det oplyser de to i en fælles pressemeddelelse.

Den ene er Caroline Meyer White, som også stillede op til foregående kommunalvalg. Hun har en fortid som selvstændig rådgivende bygningsingeniør i 10 år, og nu er hun ansat projektleder ved Bornholms Regionskommune.

Hun er mor til tre og bor i et bofællesskab ved Nexø.

"I Alternativet vil vi se de positive veje ud af den klimakrise der føder så meget frygt. Det beskriver meget godt min livsbane, og det er helt naturligt for mig fortsat at arbejde for, at Alternativet bliver ved med at komme med konkrete løsninger, der erstatter frygt med håb."

 

Privatfoto

 

Fælles mærkesager

Den anden er Martin Kelleher-Petersen. Han er uddannet køletekniker, og det er blandt andet hans kompetencer inden for bæredygtige løsninger på energiområdet, der ifølge ham selv har givet ham et køligt indblik ind i og en lyst til at fremme den grønne omstilling.

Han er gift og har et barn, og i 2017 flyttede han med familien til Bornholm. I dag bor i de Østermarie.

"Med ønsket om en anden hverdag med mindre stress og med et større fokus på nærværet og naturen, flyttede jeg og familien til Bornholm i 2017. Den positive måde vi blev modtaget på øen, sørgede for at vi faldt godt på plads."

"I Alternativet ønsker vi især at sætte fokus og finde løsninger på den klimatiske krise, som Danmark og hele verden befinder sig i. Jeg tror på, og mener at partiet allerede har vist, at vores visioner kan gå fra tanker til handlinger. Det fundament vil jeg gerne hjælpe med at bygge ovenpå."

 

Privatfoto

 

De to kandidater har i pressemeddelelsen oplistet en række fælles mærkesager, som du kan læse mere om herunder: 

Grønne arbejdspladser og nye tider for Bornholm

Udbygning af vindkraft i Østersøen kan blive den bedste historie for Bornholm, om hvordan grønne arbejdspladser kan blive det nye erhvervseventyr, som vi har så hårdt brug for. Det kræver politikere, der arbejder for Bornholms interesser når de store nationale beslutninger bliver truffet, og som tør at forberede det bornholmske samfund så vi kan gribe mulighederne.

 

Socialt systemskifte

På den sociale front ønsker Alternativet også et systemskifte. Det er vildt at tale borgerløn; 30 timers arbejdsuge; trivsel og tillid fremfor kontrol og tvang. Men vi kan ikke fortsætte ned af den kurs vores samfund har i dag, med så meget stress og mistrivsel. Igen har vi en mulighed for at vende desperation til håb.

Vi vil gerne give psykologhjælp til unge, men vi længes efter et samfund, hvor det ikke er nødvendigt. Et samfund hvor unge kan få lov til at leve og blomstre.

Vi vil gerne give Arne-pension, men vi længes efter et samfund, hvor erstatning for fysisk nedslidning er overflødig fordi trivsel i arbejdslivet et alle forundt.

Baseret på valid evidens har Alternativet konkrete svar på hvordan dette systemskifte kan gøres.

 

Konsekvens bag kommunale svigt af borgerne

På Bornholm og på landsplan har vi store problemer med at kommunen ikke overholder sine forpligtelser over for borgerne. Alternativet har fremsat forslag om at der bliver nedsat en forvaltningsdomstol.

Hvad er en forvaltningsdomstol, og hvorfor skal vi have sådan en? De sidste 10 år, har Ankestyrelsen behandlet 500.000 sager. 500.000 sager hvor borgere i Danmark har haft behov for at få afprøvet om de er blevet uretfærdigt behandlet. Konsekvensen er, at hvis borgeren får medhold, skal kommunen rette op på problemet, men der er ingen yderligere konsekvens! – Med andre ord, der er ikke konsekvens bag, når kommunerne ikke lever op til deres ansvar. Det sparer kommunekassen, når en borger i en periode ikke får den hjælp vedkommende ellers er berettiget til. Det vil blive ændret med en forvaltningsdomstol.

Danmark er et af tre lande i Europa der endnu ikke har en forvaltningsdomstol, det mener vi der skal laves om på.

 

Bedre økonomi til Bornholms Regionskommune

Alle der opstiller til Folketinget fra Bornholm, må have højt på dagsordenen at få arbejdet med udligningsordningen, så det ikke skal være afhængigt af hvilken kommune man bor i, hvilket serviceniveau man kan forvente fra sin kommune.