19. JAN • 19:00

Tolstrup: 'Han har været en god sparringspartner for mig'

Tolstrup: 'Han har været en god sparringspartner for mig'
Dygtig, ordholdende og analytisk stærk er nogle af de ord, der bliver brugt om Steen Colberg Jensen som politiker. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
Journalist

Tidligere viceborgmester Steen Colberg Jensen er død. Forhenværende amtsborgmester Knud Andersen og tidligere borgmester Winni Grosbøll husker ham som en dygtig politiker, man kunne stole på. Det samme siger nuværende borgmester Frederik Tolstrup, som beskriver ham som en god sparringspartner.

Da Winni Grosbøll satte sig i borgmesterstolen i 2010, var Steen Colberg Jensen hendes vigtigste samarbejdspartner.

Samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Venstre var helt nyt, og Steen Colberg Jensen var forudsætningen for, at hun som ny borgmester havde arbejdsro.

Det fortæller Winni Grosbøll, efter nyheden om Steen Colberg Jensens død i en alder af 68 år er kommet frem.

– Steen var min viceborgmester og min allertætteste samarbejdspartner i hele den første og lidt ind i anden periode, siger Winni Grosbøll.

Da de to partier fandt sammen på valgaftenen 17. november 2009, talte de to spidskandidater om, at selv om de var uenige om en del, så var der mere, de var enige om.

– Vi havde et ret stort fokus på, at der var mange ting, hvor vi var enige om, hvad vi ville med Bornholm. Jeg tror egentlig, at det var meget kendetegnende for han, at han gik meget pragmatisk til den opgave, der skulle løses, og så skulle vi nok finde ud af at få enderne til at mødes, og det gjorde vi også. Vi havde et rigtig godt samarbejde i en del år, som også kom Bornholm til gode og skabte den ro, der skulle til for at få tingene på plads, siger Winni Grosbøll.

Forudsætningen for succes

Som borgmester oplevede Winni Grosbøll Steen Colberg Jensen som en, der var nem at arbejde sammen med, for man kunne altid stole på det, han sagde.

Af alle de årsager blev hun rigtig ked af det, da Steen Colberg Jensen i 2015 trak sig fra politik.

– Det var ikke nogen hemmelighed, at han lagde stemmer til, at jeg fik en fremgang. Han var forudsætningen for, at jeg dengang kunne skabe noget ro og sidde som borgmester i en samarbejdende periode. Der trak han måske det svære lod af os to, fordi han havde et bagland, der opponerede imod, at han måske gav lidt for meget ro til borgmesteren, siger hun.

Da Steen Colberg Jensen stoppede, blev samarbejdet sværere, for han skabte ro, fik tingene til at glide og skabe opbakning til den fælles kurs.

– Det var meget mærkbart, da han stoppede, for han leverede bare et samarbejde fra Venstre, som blev anderledes, da han stoppede. Så det var jeg ked af, for han var forudsætningen for, at jeg havde den succes, jeg havde de første år, hvor jeg skulle etablere mig som borgmester. Når vi var enige om noget, så var jeg ikke i tvivl om, at han levede op til det, for han var en meget ordholdende mand. Hvis man først havde lavet en aftale med Steen, så brød han den ikke, siger Winni Grosbøll.

Da Winni Grosbøll blev borgmester i 2010, var Steen Colberg Jensen hendes vigtigste samarbejdspartner, fortæller hun. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
Da Winni Grosbøll blev borgmester i 2010, var Steen Colberg Jensen hendes vigtigste samarbejdspartner, fortæller hun. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Lykkedes med det gode samarbejde

Tidligere amtsborgmester Knud Andersen fortæller, at han og Steen Colberg Jensen havde et fantastisk godt samarbejde i amtsrådet.

– Steen havde den meget gode egenskab, at han læste sine papirer, var velforberedt og vidste, hvad han mente om tingene. Det betød ikke, at man altid var enig, men det betød, at man var fuldstændig klar over Steens synspunkter. Det er en meget god egenskab at have som politiker, siger Knud Andersen.

Han beskriver Steen Colberg Jensen som en dygtig politiker, som gjorde sin indflydelse gældende de steder, hvor han kunne komme til det.

– Hvis man tænker på, hvordan kommunalpolitik har udviklet sig, så havde Steen i høj grad pyntet på den lokale politik, hvis han var fortsat i den, siger den tidligere amtsborgmester.

Havde Steen Colberg Jensen haft udelt opbakning fra sit bagland i Venstre, så mener Knud Andersen, at han havde været meget tæt på at tage borgmesterposten.

– Vi havde en periode, hvor der var Rønne Venstre, og så var der resten af Venstre, og Rønne Venstre bakkede ham ikke op i afgørende situationer, og derfor trak han sig. Det kan jeg godt forstå, han gjorde, og al respekt for det, men politikken blev fattigere uden ham, siger Knud Andersen.

Da Knud Andersen i en periode var formand for Østkraft, havde han løbende kontakt med både Winni Grosbøll og Steen Colberg Jensen, og der var fuldstændig fodslag mellem de to.

– Så Steen lykkedes også med at lave et godt samarbejde med Socialdemokratiet, selv om det ikke var ham selv, der sad for bordenden, og det er også et kunststykke. Bornholm havde gavn af den periode, det er jeg ikke i tvivl om, siger Knud Andersen.

Tidligere amtsborgmester Knud Andersen mener, at Steen Colberg Jensen havde pyntet på den lokale politik, hvis han var fortsat i den. Arkivfoto Jacob Jepsen
Tidligere amtsborgmester Knud Andersen mener, at Steen Colberg Jensen havde pyntet på den lokale politik, hvis han var fortsat i den. Arkivfoto Jacob Jepsen

Betalte prisen for alliance

Borgmester Frederik Tolstrup (V) siger, at Steen Colberg Jensen har betydet rigtig meget for Bornholm.

– Da han startede i politik i 1990'erne, var Venstre præget af lidt konflikt og ballade i ny og næ, og der var også fløje dengang, siger Frederik Tolstrup.

Steen Colberg Jensen arbejdede stille og roligt på de indre linjer, og da han blev gruppeformand i 2005, arbejdede han sig ind og fik lavet et godt samarbejde med Winni Grosbøll, der resulterede i den fælles konstituering efter valget i 2009.

– Man kan trække en linje fra 2009, hvor han laver alliancen, og hvor der kommer ro på bornholmsk politik. Det er de ting, jeg har hørt bornholmerne sige i valgkampen: "Kan I ikke bare lave noget lige som Winni og Steen?" Det viser, at han har haft en kæmpestor betydning, siger Frederik Tolstrup.

Han er imponeret over, at Steen Colberg Jensen bakkede op om samarbejdet og dermed var med til at skabe en ro med stabilitet, selv om det var ham, der betalte prisen.

– Han blev ikke borgmester, og ved det efterfølgende valg fik Winni Grosbøll et kanongoldt valg, for alle, der syntes, det gik godt, stemte på hende. Så begyndte der at komme lidt internt pres igen, fordi man gerne ville se lidt mere vingesus fra Steens side, men han holdt fast i strategien og blev ved med at bakke op om det, han troede på, selv om det kostede ham et par point hist og pist. Det var Winni Grosbøll, der fik det meste af æren, men det var ham, der lagde politisk kapital til projektet, siger Frederik Tolstrup.

Han tilføjer, at der altid har stået en aura af ordentlighed omkring Steen Colberg Jensen, der var kendt som en ordholdende, dygtig og analytisk stærk politiker.

Borgmester Frederik Tolstrup fortæller, at han i de seneste næsten tre år har talt med Steen Colberg Jensen hver anden-tredje uge. Arkivfoto: Sarah Thun Kristensen
Borgmester Frederik Tolstrup fortæller, at han i de seneste næsten tre år har talt med Steen Colberg Jensen hver anden-tredje uge. Arkivfoto: Sarah Thun Kristensen

En fantastisk sparringspartner

For Frederik Tolstrup personligt har Steen Colberg Jensen også været en vigtig mand.

De to har talt sammen hver anden-tredje uge i de seneste snart tre år, fortæller borgmesteren.

– Han har været en god sparringspartner for mig og en god rådgiver, og han er kommet med gode råd, hvis jeg bad om det.

Så sent som dagen inden nytårsaften talte de to sammen, og det er Frederik Tolstrup glad for.

– Der havde vi også en god, lang samtale, og jeg tror, vi begge to godt var klar over, at det var måske var en af de sidste samtaler, vi havde, siger han.

Opsummerende beskriver borgmesteren Steen Colberg Jensen som en fantastisk dygtig politiker, der vidste, hvad han ville og var klar til at gøre det, han troede på.

– Selv om det måske ikke styrkede ham politisk, var han villig til at gøre det, han mente, var rigtigt, siger Frederik Tolstrup.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT