Selvom faren sagde nej: Kaniner har været Jens' hobby i 50 år

Jens Kjøller har siden barndommen interesseret sig for kaniner. Han er aktiv i Bornholms Racekaninforening, som for nylig vandt medaljer ved det årlige danmarksmesterskab i racekaninavl.

Hvor stammer din interesse for kaniner fra?

– Fra min barndom sammen med mine brødre, men vi måtte ikke få kaniner. Vores far sagde nej. Han blev han bestyrer på en nabogård, og vi flyttede derhen. Der stod kaninbure. Ejerens sønner havde kaniner og havde taget dem med sig, da de flyttede, men burene stod der, og så fik vi lov til at investere i en kanin. Vi var 14-15 år, så vores far var klar over, at han ikke kom til at hænge på dyrene. Det er som regel forældrenes frygt, og det har vi faktisk fået en del medlemmer på. Min tvillingebror og jeg startede med at producere nogle slagtedyr, men vi blev hurtigt bidt af det at udstille. Det var i begyndelsen af 1970'erne, hvor man primært havde slagtedyr, og så var det at udstille en biting. Vi vendte bøtten og avlede udstillingsdyr og havde slagtedyr som biprodukt. Det var helt uhørt.

– Jeg startede også meget tidligt med foreningsarbejdet. Det har været min meget store interesse hele tiden og er det stadig, selvom jeg ikke sidder i bestyrelsen længere. Cirka 40 år var nok, de 20 som formand.

Hvad gør en kanin til noget særligt?

– Ved avl og udvælgelse kan man forme den, som man vil. Der er en prototype, men ud fra den kan man ad åre forme, hvordan man vil have den til at se ud ved at sætte generne rigtigt sammen. En ting er, hvordan kanindommerne og standarden siger, en kanin skal se ud, men man kan sætte sit eget præg på den. Når vi er oppe på elitestadiet, kan folk se, hvilken udstiller kaninerne kommer fra, bare ved at se på kaninernes udtryk, kropsholdning og fremtoning. De engelske schecker, jeg arbejder med, skal minimum veje 2,7 og maksimalt 3,2 kilo som voksne, når de skal på udstilling. Vi skal prøve at avle os frem til, at dyrene holder sig inden for de 700 gram. Man må ikke sulte en kanin for at holde vægten nede, men man kan avle sig frem til den vægt, man ønsker.

Hvordan foregår avl af racekaniner på Bornholm?

– Vi har vores egne avlshanner, og når vi har brug for noget nyt, køber vi det. Der er nogle, der låner en han på halv- og helårsbasis. Man tager kaninen med hjem fra en udstilling, og så bliver han leveret tilbage, næste gang man mødes. De allerfleste opdrættere her på Bornholm er de eneste på øen med den race. Jeg er for eksempel den eneste med engelsk schecke. Jeg har ingen, jeg kan have avlssamarbejde med. I 2019 var min søn og jeg i Karlsruhe i Sydtyskland for at hente nyt avlsmateriale hjem. Min søn fik et kæmpe boost på sine dyr, og jeg fik lige det sidste, der skulle til, for at mine dyr kom op, hvor det var rigtig sjovt. På det tidspunkt var vi kun to seriøse opdrættere i Danmark af engelsk schecke, og derfor måtte jeg lidt langt væk for at hente nyt blod.

Hvordan undgår man indavl?

– Indavl er et lidt ømfindtligt punkt, for hvis man vil have gode, stabile avlslinjer, er man nødt til at køre med en smule indavl. Man får kun stabile avlslinjer ved at køre beslægtede dyr. Lige så snart man får et fremmed dyr ind, ryster man posen på ny, og hvis man er rigtig uheldig, skal man starte næsten fra nul. Ren indavl med far på datter eller søn på mor, gør vi ikke, men lidt længere ude i periferien kan man godt hente dyr ind. For mange år siden kørte man forsøg med kaniner, hvor man kørte helt ud i 30 generationer med ren indavl, uden at der var misdannelser på kaninerne. Ud fra de forsøg tåler kaniner indavl meget godt, men man skal virkelig tænke sig om, kende sine dyr, være forsigtig og kun sætte 100 procent raske, sunde dyr sammen. Så kun indavl, hvis man har forstand på det.

Hvordan kommer man i gang med at have racekaniner?

– Man kan kontakte foreningen eller komme ud på en af vores udstillinger og få en snak. Man skal bare passe på, at man ikke får fat i mig, for så går der en time, før jeg stopper med at snakke. Ejeren vil fortælle om fordele og ulemper ved den race. Med min race skal man være vant til at tage på en kanin, flytte den og løfte den, da den er åleglat og har nogle ret lange lemmer. Til børn er en mindre kanin at foretrække, og er man voksen, kan man godt gå op i en større kanin, især dem på 2,5-3,2 kilo, de er ganske udmærkede. Man skal have en kanin, som tiltaler en, ikke en kanin, andre synes, man skal købe.

Hvor meget tid bruger du på din hobby?

– Der går snildt et par timer dagligt. Efter jeg er gået på pension, bliver dyrene fodret to gange dagligt. Ellers går tiden med at se på dyrene, passe og pleje dem. Det er ret nemt at have en kanin, for hvis bare den går tørt og rent, holder den sig selv ren og passer sin pels. Lige op til en udstilling børster man dem for at fjerne løse hår, men til daglig klarer de selv pelspleje. Med jævne mellemrum skal neglene klippes, så de ikke bliver for lange. Det store arbejde er at tømme buret for gødning en gang imellem og lægge ny strøelse ind. Jeg gør det fast hver 14. dag, mens andre gør det en gang om ugen. Det kommer lidt an på burstørrelse og den tid, man har.

Hvad får du ellers tiden til at gå med?

– Foreningsarbejdet. Især op til udstillinger er der meget, og jeg er lige blevet valgt som repræsentant til landsmødet i hovedforeningen, så det er jeg også inde i. Henover sommeren plejer vi at have en del pr-stande til forskellige arrangementer, hvor jeg også er med, og jeg fremstiller vores pr-materiale. Jeg prøver at holde min søn lidt i ørerne med vores hjemmeside. Den styrer han, og jeg forsyner ham med stof. I forbindelse med udstillinger står min søn og jeg for alt edb. Det seneste nye er, at når dyrene er bedømt, får man en digital stambog, som vi skal sende op i en sky, hvor folk så selv kan hente den. Efter bedste evne prøver jeg at hjælpe folk i gang, for det er nyt for os alle sammen. Der er stadig et par timer tilbage i døgnet. Jeg har hus og have, og jeg har et par børn, som bor i eget hus, og som spørger om hjælp en gang imellem. Så har jeg min mor på 91 år, som stadig bor i eget hjem. Hende skal jeg besøge og sørge for, at hendes køleskab er fyldt, og hvad der ellers skal ordnes. Og så synes jeg sådan set, at dagen er gået.

Jens Kjøller

66 år

Enkemand og far til to sønner og en datter. Hans kone havde bedre kaniner end ham, alle tre børn har haft kaniner, og to har bevaret interessen og udstiller.

Oprindeligt fra Aaker, bor i dag i Nyker

Jens Kjøller har i cirka 40 år været aktiv i Bornholms Racekaninforening. Hans far ville ellers ikke have, at han og brødrene fik kaniner. Eget foto