Borgmesterkandidat Christian Froberg Dahl holdt fødselsdagsreception i lufthavnen.
Nogle af receptionsgæsterne ved restauratør Christian Froberg Dahls fødselsdagsreception lørdag kunne gå hjem med en frisk nyhed.
– Jeg friede i går, og Camilla sagde ja, siger en glad Christian Froberg Dahl, da han tager imod Tidende i restaurationen Hos Casper i Bornholms Lufthavn.
Christian Froberg Dahl fylder 60 år den 26. oktober, men fødselsdagsreceptionen blev fremrykket til den 11. oktober. Forklaringen på dette var, at lokalerne i lufthavnen er optaget den 26., og det var her fødselaren ønskede at fejre dagen.
Christian Froberg Dahl har siden 2013 drevet Ekkodalshuset, og sidste år overtog han sammen med sin kæreste, Camilla Johansen, Hos Casper i lufthavnen.
Nu bliver de to så også ægtefolk:
– Jeg havde tænkt mig at fri, når vi fejrede fødselsdag. Men da jeg tænkte nærmere over det, syntes jeg, at det var upassende at sætte Camilla i den situation. Så fik jeg pludselig travlt, og jeg friede fredag morgen klokken 07.16, fortæller fødselaren.
Der er endnu ikke sat en bryllupsdato, men det bliver inden for det næste år, forlyder det.
Inden da har Christian Froberg Dahl da også travlt på en helt anden front, nemlig som de konservatives borgmesterkandidat ved kommunalvalget den 18. november.
Restauratørens ret nye politiske karriere afspejlede sig da også ved receptionen, hvor der blandt de mange gæster også kunne spottes en del politikere og kandidater til det kommende valg.
Ralf Marcoux Skovgaard, der også er konservativ kandidat ved kommunalvalget, dukkede op med noget valgmateriale, og det faldt tilsyneladende i borgmesterkandidat Christian Froberg Dahls smag. Foto: Holger Larsen