Ny medarbejder i snapsevirksomhed

Ny medarbejder i snapsevirksomhed
Snaps Bornholm har ansat Michael Letholm, blandt andet for at styrke virksomhedens bornholmske profil. Pressefoto: Snaps Bornholm
| 3. MAJ 2021 • 09:31
Henrik Nielsen
Journalist

3. MAJ 2021 • 09:31

ERHVERV

Snaps Bornholm har ansat bornholmske Michael Letholm som key account manager.

Ansættelsen af en bornholmer sker med et ønske om både at styrke den bornholmske andel i firmaet og med sigte på det øgede salg og vækst, firmaet stiler mod i de kommende år, fremgår det af en pressemeddelelse.

– Med købet af spritfabrikken på Bornholm ønsker vi at styrke vores bornholmske identitet. Den ene af vores ejere, Jesper Rasmussen, er netop flyttet til Bornholm, og derfor ser vi med ansættelsen af en ægte bornholmsk sælger mulighed for at gøre vores engagement på den smukke ø endnu større. Spritfabrikken har jo i forvejen en lang række elskede, bornholmske produkter, og alt det skal Michael Letholm nu hjælpe ud på både øen og på det sjællandske marked fremover, siger salgschef Jesper Beckmann i pressemeddelelsen.

Michael Letholm ser store muligheder for både Snaps Bornholms egne produkter og dem, man har overtaget ved købet af fabrikken i Nexø.

– Det er fantastisk, at jeg som indfødt kan være med til at løfte firmaets bornholmske profil. For mig er det også en kærkommen chance for at være med til at gøre snaps til et produkt, man godt kan drikke udenfor højtider som påske og jul sammen med den lange række af produkter, der er på vej. Samtidig er det at skulle arbejde med produkter fra samme by, jeg er født i, noget jeg sætter pris på, og som gør, at jeg kommer til igen at tilbringe en masse tid på min fødeø, siger Michael Letholm.