Kæmpet mod pirater og trænet med Schwarzenegger: 'Jeg har oplevet så meget'

Jesper Gynther

Journalist

Niels Tue Pedersen har brugt de seneste år på at skrive sine erindringer ned. Indtil videre er det blevet til 250 sider, som blandt andet omhandler opvæksten i Svaneke, hvordan han som sømand kæmpede mod pirater i Nigeria – og ikke mindst om de mange år som frivillig i Budokan Bornholm. Her er han stadig formand trods et kræftforløb og en alder på 84 år.

Når man når en vis alder, begynder mange at tænke tilbage på det liv, de har levet. Det har Niels Tue Pedersen også gjort, men for ham var det ikke nok bare at have tankerne i hovedet. Han har givet sig i kast med at skrive erindringerne ned.

Indtil videre er det blevet til 250 sider, som han har givet videre til sine to børn.

– Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvorfor jeg valgte at skrive mine erindringer ned. Min mor indtalte sine erindringer på kassettebånd, så det ligger lidt til familien. Men jeg har nok mest gjort det, fordi jeg har oplevet så meget, siger han og peger på, at han som ung var sømand og sejlede jordkloden rundt.

Størstedelen af Niels Tue Pedersens nedskrevne erindringer omhandler dog hans opvækst på Bornholm. Han blev født i Rønne i 1941, men det er især Svaneke, han husker fra sin barndom. Familien flyttede til byen, da han var et år gammel og boede der de næste 10 år.

– Der havde jeg et rigtig skønt liv. Et drengeliv, siger han og fortæller, at han voksede op i en søskendeflok på seks.

10 øre for et bundt rottehaler

Niels Tue Pedersen mindes, hvordan han sammen med sine kammerater tjente nogle håndører på at reparere sildekasser på havnen, skyde rotter med slangebøsser ved røgeriet og indsamle æg fra måger og terner til fiskerne.

Fiskerne slog æggene itu for at begrænse bestanden af de aggressive fugle, der kredsede om deres både, når de hev fiskenettene op af vandet.

– Så vi havde mange småjobs, og det fik vi lidt for. Vi fik for eksempel 5 eller 10 øre for et bundt rottehaler, og det var jo nok til en biografbillet om søndagen.

Niels Tue Pedersen fik frie tøjler af sine forældre til at lege med sine kammerater, og det gik nogle gange vildt for sig. Han og vennen Verner Knudsen var de første - udover håndværkerne - der kravlede op i Utzons vandtårn, der blev bygget i 1952. Det gik fint på vejen op, men da de skulle ned igen, tog det lidt længere tid. Der var nemlig ikke sat noget gelænder op på trappen.

– Så vi sad fandeme længe og svedte. Men til sidst blev vi jo nødt til det, ellers så kom vi for sent hjem til middag.

Oplevelserne i Svaneke har sat sig nogle dybe spor i Niels Tue Pedersen, og de var med til at gøre ham mentalt stærk senere hen i livet.

– Det var et meget frit liv. Vi afprøvede rigtig mange ting. Det tror jeg har sat sig i mig og givet noget ballast senere hen i livet. Jeg har ikke gået i spåner, og jeg har kunnet modstå mange ting. Man var vant til at tage nogle beslutninger, siger han.

Hældte kogende vand på pirater

Familien flyttede tilbage til Rønne, da Niels Tue Pedersen var 11 år gammel. Her havde han sine sidste år i folkeskolen, inden han skulle finde ud af, hvad han gerne ville lave resten af sit liv.

– Jeg sagde til min far, at jeg ville ud og sejle. Og min far sagde, at hvis det er det, han vil, så skal han. Det var jeg så i 10 år, siger Niels Tue Pedersen, som mistede sin far som 15-årig.

Han kom på Søfartsskole i Esbjerg, og i de første år på søen sejlede han i Europa på søruter fra Danmark til Norge videre til Skotland og til Middelhavet. Senere kom han på et skib, der sejlede rundt i Asien på en sørute, der havde tilnavnet "Monkeyfart". Søruten gik fra Singapore til Saigon, Hong Kong, Filippinerne og tilbage til Singapore. Og sådan fortsatte det, så han måtte mønstre på et andet skib for at komme hjem til Europa.

Niels Tue Pedersen har også sejlet til havnebyerne Lagos og Port Harcourt i Nigeria. Her fik han for alvor brug for den ballast, han havde opbygget som barn i Svaneke. Han skulle nemlig derned og hente englændere tilbage til England, efter Nigeria i 1960 opnåede uafhængighed fra Storbritannien, og det gik ikke stille for sig.

– Jeg meldte mig til opgaven, fordi det lød spændende, siger han.

Spændende blev det da også, da der nærmede sig små både med nigerianske oprørere og pirater. Men besætningen var forberedt.

– Vi sendte kogende vand ned i båden til dem med spuleslanger, og hvis det var helt galt, så tog vi de der store cementklodser, man brugte til at skure dækket med, og smed ned i båden. Så forsvandt den ud gennem bunden.

Selvom det lyder barskt, fortryder han ikke, at de gjorde det. Det handlede om overlevelse.

– Hvis der var kommet bare to ombord, så var man færdig. De var også ligeglade med os, de skulle bare have noget mønt, siger han.

Mette fik ham hjem til Bornholm

Niels Tue Pedersen tilbragte det meste af sin tid på søen i disse år, men han kom altid hjem til Bornholm en gang om året. Her mødtes han traditionen tro med nogle skolekammerater fra Rønne den første lørdag i maj måned.

Et af disse genforeningsmøder ændrede Niels Tue Pedersens liv for altid. Mange af hans gamle skolekammerater var forlovet, så alle havde en dame med, når de skulle mødes. Men Niels Tue Pedersen havde ikke nogen, for han var aldrig hjemme. Da hans søster og svoger blev inviteret med til festen, spurgte Niels Tue sin søster, som var sygeplejerske, om hun kunne spørge om en kollega ville med.

– Det gjorde hun så, og så kom jeg jo ikke videre, siger Niels Tue Pedersen, som har været gift med Mette i 60 år.

Niels Tue Pedersen valgte at lægge livet som sømand på hylden for at kunne være mere sammen med Mette. Parret slog sig ned i Tingsted og fik to børn.

– Jeg har haft et godt liv herhjemme, og jeg har aldrig været træt af det. Vi har også rejst rigtig meget sammen rundt i Europa, siger han.

Han fik dog aldrig det samme spændende arbejdsliv, som da han var sømand, indrømmer han.

– Jeg gik i lære som rørsmed, og så har jeg arbejdet som rørsmed et stykke tid. Det var jo alligevel en god tid, for man lærte jo at holde på mange ting, for eksempel en tommestok, en hammer og en sav. Men jeg har ikke haft noget fornøjelse af at arbejde som rørsmed, det har aldrig interesseret mig, siger Niels Tue Pedersen, som især lavede centralvarme.

Karate blev hans store passion

Til gengæld fandt Niels Tue Pedersen stor glæde i sin fritidsbeskæftigelse som karateudøver. Allerede i skolen i Svaneke havde han stiftet bekendtskab med kampsporten, og da han sejlede rundt i Asien blev interessen kun større.

– Jeg har altid trænet og gået meget op i min krop. Hvis jeg ikke havde trænet en eller to dage, så rystede jeg og fik abstinenser. Da jeg var ude at sejle, trænede jeg oppe på soldækket, og da jeg kom hjem til Bornholm, så skulle jeg selvfølgelig have et sted at træne, siger han.

I starten lejede han et gammelt malerværksted på 16 kvadratmeter i Ny Østergade for 20-25 kroner om måneden. Det var meningen, at det bare skulle være et sted for ham at dyrke karate, men det måtte han hurtigt opgive, for hurtigt stod der flere, der også ville være med. Han købte derfor den gamle lutherske kirke på Sankt Mortens Gade 13, hvor han etablerede en dojo og et træningscenter på førstesalen.

Han er ikke i tvivl om, hvorfor netop karate blev hans sport.

– Det er på grund af disciplinen. Jeg kan godt lide at se fodboldkampe i fjernsynet, men der er jo ikke noget disciplin. De sviner dommerne til, og det kan jeg slet ikke klare.

Han plejer at vise en tommestok, når han skal forklare, hvad karate går ud på. Det er kun én centimeter ud af 100 centimeter på tommestokken, som er konkurrencedelen i karate. Resten er en form for filosofi og måde at være på i livet.

– Karate har givet mig rigtig meget, og det har jo faktisk været hele mit liv. Det giver en ro, og man kan altid sætte sig og filosere, siger han.

På den måde har karate også givet ham en ballast.

– Jeg tror, der skal meget til at slå mig ud. For så havde jeg nok været slået ud for længe siden. Jeg købte jo Sankt Mortens Gade 13, og det kunne godt have slået mig ud økonomisk på det tidspunkt, for der skal jo mange mennesker til for at få det til at løbe rundt. Og bornholmere de skal jo være sikre på, at det fungerer.

Været i kemobehandling

Niels Tue Pedersen solgte Sankt Mortens Gade 13 efter 30 år. I stedet var han med til at stifte kampsportsklubben Budokan Bornholm og fik lavet en lejeaftale hos kasernen.

I 2015 var Niels Tue Pedersen som formand for Budokan Bornholm med til at skaffe finansiering, så klubben kunne købe bygningen på Ved Lunden 10. Her er klubben stadigvæk, og det glæder ham, at der fortsat er gode forhold for de bornholmske karateudøvere.

– Det betyder rigtig, rigtig meget for mig. Det er alt. Jeg er deroppe hver dag, og så tager jeg en runde og hilser på alle, siger han.

I en alder af 84 år mener han fortsat, at han har noget at byde ind med som formand.

– Ja, man skal jo også finde sin afløser først. Det skal jo ikke være en afløser, der stopper i morgen. Han skal jo heller ikke stoppe, fordi der opstår lidt problemer. Det skal være et træ, der kan stå i blæsevejr. Og de skal også føle lidt for det.

Hvis han havde valgt at trække sig, så havde han ellers været lovligt undskyldt. For fire år siden blev det nemlig konstateret, at han havde prostatakræft. For et halvt år siden blev han færdig med kemobehandling, og han har fået at vide, at han nok har maksimalt 10 år mere at leve i.

– Det synes jeg også er nok. Så jeg er jo begyndt at forberede mig og har tømt mit kontor for papirer og har reduceret min meget store bogsamling.

Har det gjort nogen forskel i forhold til din sygdomsperiode, at du har haft karate i dit liv?

– Jeg tror, man er psykisk stærk. Man har set vejen. Jeg er ligesom en kriger, der kender risikoen ved at gå i krig. Jeg er klar.

Skriverierne har givet meget fornøjelse

Kræftforløbet har været en ekstra motivation for at komme i gang med at nedskrive erindringerne. Og han synes, det også kan være en fin ting for andre at prøve kræfter med.

– Ja, det kommer selvfølgelig an på, hvad de har oplevet jo. Men jeg har haft meget fornøjelse ud af det i hvert fald. At sidde og tænke tilbage, siger han.

Erindringerne er samlet i en mappe, og selvom der står sidetal på, så er der mulighed for at uddybe, hvis han kommer i tanke om noget. Hvis der for eksempel mangler noget på side 10, så sætter han bare en ekstra side ind og kalder den side 10a.

Hvad har reaktionerne været på din erindringssamling fra dem, der har læst den?

– Det ved jeg ikke. Det er jo ikke noget, man sætter sig og læser fra ende til anden. Det er noget, man bladrer i. Det er ikke en roman, siger han og slår derfor også fast, at det ikke er meningen, at samlingen skal udgives som bog.

– Det er beregnet til mine børn og deres børn, siger han.

Har mødt Arnold Schwarzenegger

En af de erindringer, som Niels Tue Pedersen har, er et møde med selveste Arnold Schwarzenegger. Det var tilbage i 70'erne, hvor Arnold Schwarzenegger var verdensmester i bodybuilding.

Niels Tue Pedersen mødte ham i træningscenteret Sporting Health Club i København, som dengang var ejet af Sven-Ole Thorsen.

– Jeg havde ikke trænet bodybuilding. Jeg havde trænet styrketræning for min krops skyld. Og det har måske også givet mig bagslag nu. Man har måske trænet lidt anderledes, end man skulle, siger Niels Tue Pedersen, som fik fornøjelsen af at træne med Arnold Schwarzenegger. Det var en god oplevelse, for selvom Arnold Schwarzenegger ikke dyrker karate, så går han også op i disciplin og respekt.

– Han er jo et ualmindeligt rart menneske. Altså, jeg lå der og havde fået for meget vægt på stangen, og så læssede han på, så det passede til min vægt, siger Niels Tue Pedersen, som aldrig siden har truffet manden, som senere blev Hollywoodskuespiller og guvernør i Californien.