John stoppede - og et stykke Christiansø-historie er slut

Torben Østergaard Møller

Journalist

John Anker Nielsens familietræ står solidt plantet på Christiansø, hvor han er født og opvokset, og som han efter 13 år væk returnerede til i 1988. Nu har han takket af som havnefoged.

Man kan roligt rent metaforisk kalde John Anker Nielsen for et klenodie, hvilket jo er betegnelsen for noget, der er både sjældent og højt værdsat.

Hvad det første angår, så er der ikke udpræget mange beboere på Christiansø i dag, som kan fortælle, at deres rødder er så dybe derude i det lille samfund på Ertholmene, at de går syv generationer tilbage, og hvad det andet angår, så er han netop gået på pension efter 25 år som havnefoged.

Faktisk bliver han også den sidste havnefoged, for administrator på Christiansø Søren Thiim Andersen fortæller, at der ikke kommer en ny.

– Vi lægger selve funktionen op i det, vi kalder for driftsvagten, som er det personale, der også står for vedligehold og drift af den kritiske infrastruktur på Christiansø, siger administratoren og fortsætter:

– Det vil sige, at vi i bund og grund lægger funktionen ud på flere hænder, og det gør, at den ikke bliver så sårbar, som den er i dag, hvor der kun er én mand, der har funktionen. Vi har jo en havn, der skal være tilgængelig og åben 365 dage om året med en betydelig sommersæson, og på den her måde bliver funktionen mindre sårbar.

Så John blev dermed også den sidste havnefoged?

– I hvert fald i den her omgang, ja.

Så noget har John jo altså gjort rigtigt, og det er da også helt efter ejet valg, at han nu er stoppet og gået på efterløn.

Det fortæller han for et par dage siden over telefonen fra Frederiksø, hvor han og fru Anne Marie bor, og hvorfra han også kan fortælle, at de netop er landet efter at have holdt jul i Rønne hos deres ældste søn, Jesper, og dennes dreng, Zacharias.

– Og vi havde en god tur hjem med postbåden, så det var dejligt, siger han.

– Den er nemlig aflyst i morgen på grund af vind.

Ja, sådan er vilkårene på Christiansø, hvor vejret nu engang kan spille ind på både ankomst og afrejse.

39-årige Jesper er altså parrets ældste barn, og dertil har de også Maria og Thomas, som bor i københavnsområdet, samt i alt fem børnebørn.

John er 64 år, men bliver 65 førstkommende august, hvorfor det altså er efterlønnen, der som udgangspunkt tikker ind, når han med udgangen af 2025 har valgt at stoppe, hvilket han forklarer således:

– Jeg synes, at jeg har brugt min tid på arbejdsmarkedet, og jeg kan mærke, at kroppen skal have noget ro nu.

Som nævnt voksede han op som syvende generation på Christiansø, og de var oprindeligt i alt syv søskende, hvoraf der nu er tre tilbage, en i Hvide Sande og dertil bror Mogens, som ligeledes bor på Christiansø, samt John selv.

Både Mogens og han har undervejs været fraflyttet i en årrække.

Om sig selv fortæller John, at han i første omgang forlod øen for at gå på efterskole, hvorefter han valgte at uddanne sig til kok og virkede som sådan i en årrække, inden han efter 13 år returnerede og overtog kroen, gæstgiveriet, købmanden og kiosken på øen i 1988 sammen med Anne Marie, som han havde mødt i hovedstaden.

– Jeg tog hjem og blev krofatter, konstaterer han, og ja, Anne Marie blev altså kromutter, idet parret blev dér på kroen i knap 13 år, men stoppede i år 2000.

Mødtes på karneval

Læretiden som kok udstod John på Restaurant l’Alsace i Pistolstræde i indre København.

– Det var en af de første franske restauranter, der kom til byen, siger han.

– Og siden var jeg også på Restaurant Søllerød, på Café Lindevang og på Bouillabaisse på Gl. Strand.

Hvordan kom Anne Marie ind i billedet?

– Jamen, hun er fra Knudsker uden for Rønne, og hun var sygeplejerske dengang. Men vi mødte hinanden i København til et karneval. Vi var en flok, der kaldte os Christiansøvennerne, og så holdt vi i et beboerhus på Christianshavns Torv et vinterkarneval for nogle af de sommergæster, der kom på øen, og de øboere, der var i København og på Sjælland, siger John.

– Og der mødte hun så lige pludselig op, og hun var i øvrigt også en, der kom meget på øen. Jeg stod i døren, og jeg sad også i bestyrelsen i Ø-vennerne.

Johns drøm var allerede da at komme tilbage til Christiansø og overtage kroen og hvad deraf fulgte af gæstgiveri, købmand og kiosk.

– Og det skulle jeg jo så lige fortælle sygeplejersken dér, fortæller han med smil i stemmen.

Det bevirkede, at de to sammen tog et regnskabskursus, og på den måde var de sådan set klar til at søge, da forpagtningen blev slået op.

– Det var i 1988, og vi var altså så heldige at få den, siger han.

– Vi aftalte, inden vi startede, at vi skulle se de første tre år an i forhold til, om det var noget for os, men det glemte vi, for det kørte bare, og så blev vi der altså i mere end 12 år.

Dernæst begyndte han så at hjælpe havnefogeden, en position, som han altså snart overtog for 25 år siden, og nu kan han konstatere, at han er en af de få beboere med generationer af christiansøboere i sit stamtræ.

– Vi er ikke så mange tilbage af de gamle ø-boere, siger han.

– Der er nok en 10 stykker. Vi har jo særligt de senere år haft en meget stor udskiftning med familier, der kommer, er her en fire-fem år og så rejser igen.

Når de unge familier kommer med deres børn, vælger de nemlig gerne at fraflytte øen, når det ældste barn skal på efterskole.

– Desværre, siger John.

– Vi andre gamle familier sendte jo bare et barn af sted ad gangen, ikke? Nu betyder det altså, at her er mere udskiftning, men jeg kom jo selv på efterskole, og på den baggrund er det ikke så svært at gøre med sine egne børn, fordi man selv har prøvet det.

– Men det er klart, at børnene til gengæld glædede sig til at komme hjem til deres ø, for det var jo deres barndomshjem, de kom hjem til i ferierne.

Her er det hele

Hvad betyder Christiansø for dig?

– Jamen, det er jo alt, haha! Når du selv er vokset op her fra barnsben af, så har jo oplevet at have én stor legeplads. Du har vandet, du har naturen, du har det hele ... for mig har jeg det hele her.

– Og jeg savner ikke København fra de år, jeg boede derovre. Det er da sjovt at komme over og gå i teatret og i biografen og sådan noget, men to-tre dage i København, så har jeg også fået nok, siger øboen.

For folk, der har kendskab til Christiansø, er Femmødet næppe et ukendt begreb. Det handler om, at man klokken 17 kan mødes på Grønningen ved købmanden eller oppe på kroen og få sig en øl i fællesskab med, hvem der nu engang møder op.

Men:

– Det er næsten også slut, siger John.

– Men det er rigtigt, at man jo kunne mødes på kroen klokken fem. Så gik vi op og fik en fembajer, og så raflede vi som regel. Sad et par timer og hyggede os, og så gik man hjem ved en halv syv, måske syv-tiden og spiste. Men det er altså næsten slut.

Var det ikke også noget med, at så sagde man farvel til dagens sidste færge og kunne konstatere, at "nu er vi alene hjemme igen"?

– Jo, det er der da nogen, der siger. Men vi brugte det nu mest til at komme op og rafle, ikke? Og så lige klare dagens problemer, haha.

– Også når vi er ude at rejse, skal vi da lige ha’ en femøl. Og så er der jo nogle af de gæster, vi har rejst med i andre lande, som måske klokken tre har de sagt, at "nu skal vi ha’ en øl!", og så siger jeg "jamen, den er da ikke fem endnu?", men så siger de "jojo, et eller andet sted i verden er den da fem", ler John.

Hvordan vil du sige, at Christiansø har udviklet sig, siden du voksede op?

– Ja, altså vi har jo ikke noget fiskeri mere, men da jeg var knægt, lå vi jo og fiskede fra morgen til aften, lige så snart vi ku’ ro en jolle, ikke? Det lå i vores blod, at det skulle man, og det var jo herligt. Og det at ens egne børn fik lov til at vokse op i det samme og prøve det samme, det var skønt.

– De glæder sig også hver eneste gang, de skal hjem til øen. Det er jo også deres barndomshjem stadigvæk.

Det var i 2014, den sidste kutter forlod Christiansø, hvilket ikke mindst om vinteren gør en stor forskel for livet på øen.

– Nu sker der jo ingenting på havnen om vinteren, siger John.

– Førhen, også da jeg startede som havnefoged, var der masser af liv på havnen også om vinteren, fordi fiskebådene kom ind, og man gik ned og hjalp med at hente is og kasser til dem og så videre, og det gjorde børnene også. De rendte ned og hjalp far og gjorde klar til, når han kom ind med båden.

– Og også Postbåden Peter havde jo meget mere at sejle med, for der var masser af fisk hver eneste dag, der skulle i land. Så der gik som havnefoged rigtig meget tid om vinteren med at tage sig af fiskerne og fisken, siger John.

– Men det er jo altså slut, for vi har ikke flere fiskerbåde herude, og i dag kan vi alligevel heller ikke fange noget herovre, for vi har alle de der gråsæler, der holder til rundt om øen, som spiser fisken. Og i øvrigt må vi jo slet ikke fiske, fordi alt er fredet for at få bestandene op igen.

Børnebørnene

Hvad skal du nu få tiden til at gå med?

– Jamen, der er jo altså de der fem børnebørn, og de skal jo passes lidt mere, eller i hvert fald ses lidt mere. Vi har også et dejligt hus med en dejlig have her på Frederiksø, som skal passes, og så skal vi også se lidt mere af verden. Vi mangler lige nogle steder, vi gerne vil til, siger John.

Han og Anne Marie tager gerne årligt på rejse til udlandet i 14 dage, måske tre uger.

– Og så tager vi også gerne lige et ophold i København, når vi kommer retur, og får set familie og venner, siger han.

Anne Marie, som dels arbejder i kiosken dels i Ruths Kryddersild, stopper da også først med at arbejde – hvis hun altså vælger at gøre det – når hun runder de 67 år til juli.

– Og hun har faktisk ikke den samme lyst som mig til at stoppe, siger John.

For ham bliver det ikke en brat overgang at gå på pension, for rent faktisk har han holdt ferie og være på afspadsering de seneste to måneder.

– Det er egentlig ikke rigtig gået op for mig endnu, at jeg stopper helt, men officielt er sidste arbejdsdag den 31. december, siger han.

Skal den markeres?

– Ja, vi mangler faktisk min afsked, og den har vi ikke nået at holde endnu, så det bliver en gang her i januar-februar, for der har været så meget i december. Men administrationen vil gerne holde en afskedsfest for mig, siger John, som ser tilbage på "25 sjove, og spændende år".

– Vi har jo alle lystsejlerne med et hav af stamgæster, som kommer hver år og bruger deres ferie her, og der har jeg virkelig lært mange at kende, siger han.

– Og jeg tror da også, at administrationen gerne vil have en afløser at trække på, hvis jeg lige kan tage nogle vagter. Så kan jeg jo godt træde til, tænker jeg.

Der er dog hel andre udsigter for ham og Anne Marie den 18. januar, for da flyver de til Vietnam, hvor de skal på krydstogt på Mekongfloden i syv dage sammen med bror Mogens og dennes hustru.

– Vi har faktisk allerede set det hele fra landsiden, men Anne Marie og jeg kunne godt lige tænke os at se det fra vandsiden også, siger John.

Og lad os da lige her til slut slå fast, at i skrivende stund aner John det ikke, men tirsdag, dagen efter dette interview, havde Anne Marie inviteret samtlige af øens voksne beboere til Femmøde på kroen for at markere ham.