'Jeg er aktiv, fordi det er vigtigt, at foreningen står stærkt'

'Jeg er aktiv, fordi det er vigtigt, at foreningen står stærkt'
Henrik Stilling. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 21. JAN 2021 • 06:01
Henrik Nielsen
Journalist
| ABONNENT
21. JAN 2021 • 06:01

DAGENS NAVN: Henrik Stilling har været formand for Lev Bornholm siden 2016. Under coronaen har han især talt bostedernes sag, senest med et ønske om at rykke beboere og ansatte frem i vaccinekøen.

Hvorfor er du aktiv i Lev Bornholm?

Da vi fik vores datter, Anneli, med et svært handicap, oplevede vi, at hjælpen, som kommunen er forpligtet til at give, ikke kom af sig selv. Vi kunne få hjælp i Lev. Nu er jeg aktiv, da det er vigtigt, at foreningen står stærkt, så vi kan påvirke handicappolitikken. Jeg syntes selvfølgelig også, at det er sjovt. Jeg har været politisk aktiv siden gymnasietiden, først i et parti og i dag i Lev. Jeg er et organisationsmenneske, der elsker bestyrelsesmøder og dagsordener. Det giver meget igen, at det frivillige arbejde hjælper mennesker, der har svært ved at hjælpe sig selv. Det er en drivkraft for mig.

Hvorfor sagde du ja til at være formand?

– Jeg var formand for forældrerådet i specialbørnehaven Mælkebøtten. Da Anneli startede i skole, ønskede jeg at træde ind i bestyrelsen i Lev Bornholm. Den daværende formand ville rigtigt gerne stoppe, så der var brug for mig som formand, selvom jeg nok havde tænkt, at man tog en periode som bestyrelsesmedlem, før man kandiderede til formandsposten. Men jeg kom ind fra højre og blev formand, og bestyrelsen var god til at tage imod mig.

Hvad er dine vigtigste opgaver som formand?

– Det er nok at være foreningens dynamo og repræsentant. Jeg sørger for at holde bestyrelsesmøder, men bruger også tid på at skrive på vores sociale medier, hjemmeside og medlemsblad. I nogle perioder er der brug for, at jeg taler med journalister. Vi samarbejder med andre organisationer, og jeg er af og til i dialog med forskellige dele af kommunen. Lige fra dem, der er ansat til at hjælpe vores medlemmer i dagligdagen, til kommunens chefer og politikere i kommunalbestyrelsen. Der kommer også medlemshenvendelser, men meget tager vores rådgivning sig af.

Hvad er den mest udbredte misforståelse om de mennesker, Lev repræsenterer?

– Tidligere var vilkårene for handicappede i Danmark gode. Men i de seneste 10 år er der sket omfattende besparelser. Jeg tror ikke, folk har begreb om, hvor indgribende besparelserne har været, og hvilke vanskeligheder det giver den enkelte. Så den mest udbredte misforståelse er nok, at handicappede har det fint, og når de klager deres nød, er de bare forkælede. Det er afgjort ikke tilfældet.

Hvordan har lokalforeningen fungeret under corona?

– Vi har arrangementer hvert år, der under coronakrisen har været aflyst. Flere bestyrelsesmøder har været aflyst, og nogle har været holdt online. Det politiske arbejde kører videre. I foråret 2020 var vi i dialog med kommunen, da vi mente, at restriktionerne på bostederne var for hårde. Det var en god dialog, og jeg tror på, at vi fik ændret noget. Sagen om Mælkebøtten har også været oppe i den periode. Her har vi skruet lidt op for retorikken, da vi vurderede det nødvendigt. Men det er en balance.

Hvad laver du i dit arbejdsliv?

– Jeg er udskolingslærer på Paradisbakkeskolen, hvor jeg har været, siden vi flyttede til Bornholm for 10 år siden. Det er en rigtig god skole, og jeg har mange gode kolleger.

Hvad kan du lide at lave, når du har fri fra det hele?

– Meget fritid foregår sammen med familien. En af de ting, der virkeligt betyder noget for Anneli, er svømning i varmtvandsbassinet på Sønderbo, og det er noget, vi tager til som familie. Vi bruger den bornholmske natur til gåture, eventyr og orienteringsløb i Viking. Jeg er musikelsker, og jeg lytter helst til musik hele tiden. Men jeg spiller også selv og er kun for et par år siden gået i gang med den elektriske guitar. Det er sjovt at kunne tage børnene mere og mere med i det, og jeg håber, at det er noget, jeg kan give videre til dem. Desuden har jeg et mål om at åbne en skønlitterær bog hver dag. Bare 20 sider.

 

Henrik Stilling

42 år

Gift med Trine siden 2009. De har tre børn: Anneli på 10, Karla-Sofie på 8 og Aksel på 5

Oprindeligt fra Kgs. Lyngby, bor i dag på ejendommen Søholm i Tingsted