På landsplan topper Alma og Oscar listen over de mest populære navne til nyfødte i 2025. Her på Bornholm er de ikke i top-5.
Danmarks Statistik har vanen tro offentliggjort lister over, hvilke navne flest nyfødte fik i det forgangne år, og bornholmske forældre har valgt anderledes end forældre i resten af landet.
Lokalt topper Ida og Theo listen, og det gør de ikke i nogen andre landsdele. Ida ligger på en delt femteplads i Vestjylland, mens Theo er nummer fire i Østjylland.
De bornholmske tal er ikke overraskende meget mindre end i de øvrige landsdele. Både Ida og Theo indtager den lokale førsteplads, fordi forældre har valgt dem fem gange. Det er ikke nok til en top-5-placering i nogen anden landsdel. Tager man forbehold for indbyggertallet, er de dog begge mere populære end de navne, som ligger nummer et andre steder i landet.