Har sagt op: 'Der er en grænse for, hvor meget forandring en leder kan stå for'

Efter fire år med omvæltninger i socialpsykiatrien på Bornholm, trækker leder Lulu-Ann Jacobsen stikket. Det fortæller hun under årets Psykiatrifestival i Svaneke, som hun fik idéen til sidste år.

Hvor længe har du arbejdet i socialpsykiatrien?

– Jeg har været i socialpsykiatrien, siden jeg blev ansat som leder her på Lindehuset i 2021. Men jeg har en historik med syv år på børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorie tidligere, og så har jeg arbejdet som udviklingskonsulent i det tidligere Psykiatri og Handicap.

– Og så kom jeg faktisk fra en stilling som mentorkoordinator ude på campus, som også i høj grad handlede om unge på kanten. Så hvis der har været en rød tråd i mit arbejdsliv, er det noget med at give en stemme til dem, som måske kan have lidt svært ved at gøre deres stemme gældende.

Hvordan kan det være, at du har valgt den her vej?

– Jeg har egentlig aldrig været i tvivl om, at jeg skulle arbejde med mennesker. At det så lige er blevet mennesker med udfordringer, det er nok lidt et tilfælde. Jeg har tidligere været souschef i en børnehave, og det elskede jeg også. Jeg ser det barn, der ikke er en del af børnegruppen, og jeg interesserer mig for, hvordan man bliver inviteret ind i fællesskaber.

– Jeg tror, det dybest set handler om en grundlæggende tro på, at alle har brug for et fællesskab; uanset om det er vuggestuebarnet eller en psykisk sårbar ældreborger.

Hvad er det, der sker lige nu her på Lindehuset?

– Psykiatrifestivalen er opstået, fordi vi var ret massivt repræsenteret i sidste års sparekatalog, og så havde vi sådan et personalemøde, hvor der var almindelig uro og lidt dårligt humør og dårlig stemning, og så sagde jeg, at vi kan jo sidde her og ryste i bukserne, eller vi kan sige, at nu går vi simpelthen ud og laver en festival, fejrer os selv og viser, hvad vi kan, og vi gør det med borgerne, og så ser vi, hvad der sker.

– Det var med mit dybfølte ønske om at lade borgerne få ordet og at få sat tyk streg under, at socialpsykiatri ikke er nogle professionelle, som hjælper nogle borgere. Det er relationer, hvor man møder ind med forskellige kompetencer og forskellige ansvarsområder, men vi kan kun lave socialpsykiatri, hvis vi involverer borgerne.

– Psykiatrifestivalen er i høj grad et forsøg på at give borgernes stemme magt og turde være sårbare sammen med dem.

Hvorfor er det vigtigt at have en åben samtale?

– Fordi langt det meste psykiatriske smerte er i virkeligheden skam. Skammen fylder så ufattelig meget, fordi det tit har været et tabu. Mange ved ikke, om de overhovedet er værd at elske, hvis folk finder ud af, at de hører stemmer eller ser ting, der ikke er der. Rigtig mange har været bange, og de har måske oplevet, at familien har opgivet eller slået hånden af dem, og så kan de komme tilbage, når de har fået det bedre.

– Jeg tror heldigvis, at der er en ret stor forskel på de yngre og de ældre. Mange af de ældre, som sidder derude nu, de har gemt på det i en menneskealder, og de har ikke ord for det. Men jo mere man tør sige det højt, des mere ufarligt bliver det, og så forsvinder skammen.

Når du kigger tilbage på de seneste fire år, hvor du har været leder. Hvad har det været for en tid?

– Det har været omvæltningernes tid på alle måder, hvor de åbne tilbud har fået en langt mere central rolle, end de havde for bare fire år siden.

– Vi oplever en markant tilgang af borgere, for rigtig mange, som søger bostøtte i dag, får i stedet muligheden for enten at komme på Midtpunktet eller Lindehuset i vores åbne tilbud. På mange måder synes jeg, at det er en rigtig udvikling. Men det er en udvikling, der er gået ekstremt stærkt.

– Sidste år blev vi desuden lagt sammen med det gamle Børn og Familie, så arbejdsområderne for medarbejderne har været i ekstrem forandring, mens jeg har været der, og det har helt sikkert gjort, at jeg tit er blevet synonym med nogle forandringer og ændrede vilkår, som jeg ikke har haft indflydelse på.

– Det er hårdt arbejde, og det, der har gjort det hele værd, er, at det også har været en tid, hvor borgerne har fået mere ansvar. De har deres egne husmøder og en enormt aktiv brugerbestyrelse, og det er vildt sjovt at være med til.

Men du har valgt at stoppe som leder. Hvordan kan det være?

– Det handler om, at det er slidsomt at stå i spidsen for forandringer, som kommer udefra, og som bliver ved, og som man ikke altid selv kan forstå, eller få svar på. Det er svært at stå i en position som leder for nogle medarbejdere, hvis vilkår hele tiden forandres og at skulle gyde olie på vandene.

– Der er en grænse for, hvor meget forandring en leder kan stå for, og jeg har lagt brikkerne i puslespillet så mange gange, at det simpelthen ikke er troværdigt, at jeg lægger dem en gang mere på en ny måde. Det får jeg ikke følgeskab til, for de ansatte er trætte.

– Der er brug for et nyt ansigt på forandringerne, for forandringerne bliver ved, og når man har sådan en mellemlederstilling, så er det minimalt, hvad man reelt selv kan gøre.

Hvad håber du der sker med Psykiatrifestivalen, når du stopper?

– Jeg tror, den fortsætter. Vi lavede en drejebog sidste år, så det er en meget lille arbejdsgruppe, som får tingene op at stå på meget kort tid, så jeg tror bestemt, den er levedygtig.

– Jeg tror også, at det kan vokse, men man skal være opmærksom på, at det skal have et leje, hvor det kan bevare sin sårbarhed, og hvor den spinkle stemme også tør tage sin plads.

Hvad skal du så, når du stopper?

– Jeg har ingen plan. Jeg har valgt at sige op til 1. december, og så ved jeg, at jeg skal lave noget med mennesker og meget gerne noget med børn eller undervisning, men jeg tænker ikke, at det skal være socialpsykiatri eller psykiatri.

– Jeg skal mærke efter, og så skal jeg have det rigtige job. Og så er mine børn efterhånden så store, at jeg kan sagtens pendle lidt og finde ud af det henad vejen.

Har du fortsat håb for socialpsykiatrien?

– Jeg har masser af håb for socialpsykiatrien, men det kræver, at man tror på det, og der tror jeg bare, at med det tempo, vi har kørt forandringer på, så tror jeg egentlig, at hvem som helst ville have endt med den konklusion.

– Men jeg har håb, og det har jeg allermest på grund af både medarbejdere og borgerne. De er virkelig seje, og så kunne man måske nogle gange ønske, at embedsværket var lidt mere visionært, men medarbejderne og borgerne skal nok klare sig. De kommer igennem.

Lulu-Ann Kierstein Jacobsen

50 år, bosat i Rønne sammen med sin mand og to af sine fem børn.

Leder i Socialpsykiatrien frem til 1. december.