Ebba kender Flâuan Kâl rigtig godt

Da tegneren Jørn Villumsen lavede bogen "Flâuan Kâl", fik han hjælp af Ebba Koch til det bornholmske, hvilket hun for et par fredage siden fortalte om i Luthersk Missions Cafe Klippen. Som ung tog hun på husholdningsskole, og en dag spurgte forstanderen, om nogen havde mod på en tur til England?
Ebba, hvad var det for et arrangement med dig på Café Klippen?
– Ja, jeg står faktisk lige nu og kigger på en stor plakat, hvor der står "Flâuan Kâl" på. Og du ved, det er jo Jørn Villumsen, som har sommerhus i Listed, der har lavet bogen og alle tegningerne. Han har også tegnet i Tidende, og jeg syntes, hans tegninger var så gode, så jeg glædede mig hver gang avisen kom til at se, hvad han nu havde fundet på.
– Min mand, Leif, gik jo med aviser i mange år, og han havde åbenbart engang sagt til Jørn, at jeg syntes om hans tegninger og den måde, han skrev de bornholmske tekster på – og så en dag kom han forbi og spurgte, om ikke det var noget for mig at oversætte den her bog om flâuan Kâl.
– Jeg sagde "jamen, lad mig da prøve", og så sad jer ellers her en hel måned med ordbøger, og hvad ved jeg, for at få bogen oversat. Men jeg sagde også, at vi lige skulle tjekke med Alex (Speed Kjeldsen, sprogforsker, red.) i Pedersker for at se, om han syntes, det var helt skørt.
– Han ved jo mere end mig, og han fandt selvfølgelig også enkelte ord, som han syntes, måske kunne blive lidt mere bornholmske, og det var fint nok.
Og det var du henne at fortælle om på cafeen?
– Ja, de ville gerne høre, om jeg kunne læse bogen op. Det gjorde jeg, og der var vel cirka et par og tyve mennesker, da jeg læste den op, og de klappede og syntes, at det havde været fint.
Men havde det ikke også været sjovt at arbejde med bogen?
– Jo, det var det da, men alligevel syntes jeg også, at det var lidt hårdt, for vi snakker nok bornholmsk, men ikke så bornholmsk, som det kan blive, når man skal skrive det på rigtigt bornholmsk.
– Der er nogle ord imellem, som vi ikke bruger. Og jeg ved ikke … vi plejer at pjatte lidt med, at Svaneke ikke er så bornholmsk-snakkende som ude i de små fiskerlejer, fordi Svaneke i forhold til dem er en storby, haha.
– Men altså, jeg har aldrig snakket dansk, kun bornholmsk! Kommer der turister, så siger jeg, at jeg bor her, og hvis I ikke kan forstå mig, så er det jeres problem, ikke mit. Når jeg har været i Sønderjylland eller Skagen, var der heller ingen, der lavede om på deres sprog, fordi jeg kom forbi.
– Men jeg har altid været vild med Jørn Villumsens tegninger i avisen. Man bliver i godt humør af dem, og vi morede os over dem. Det er meget sundt at grine.
Hvor kommer du oprindeligt fra?
– Jeg er født og opvokset i Svaneke, og jeg gik i Svaneke Skole. Min far var post, og mor gik hjemme, og så havde jeg en bror og to tvillingsøstre, og dernæst kom jeg.
– Der var også en søster, der døde, som jeg aldrig så, men jeg har stadig min gamle bror, som fylder 96 til august, han sidder ude på Nørremøllecenteret. Mine tvillingesøstre er døde begge to, så der er altså den ældste, Erik, og mig, som er den yngste, tilbage.
– Da jeg gik ud af skolen, arbejdede jeg med lidt forskelligt, jeg har blandt andet siddet på telefoncentralen i tre og et halvt år, men så valgte jeg at stoppe og tog på husholdningsskole i Rudkøbing på Langeland.
– Min mor havde selv i sin tid været på husholdningsskole i Haslev, og hun sagde altid til os, at vi skulle tage på husholdningsskole, for det var så morsomt. Og der kom forstanderen en dag og spurgte, om der var nogen, der kunne tænke sig at lære engelsk, for han havde kontakt til et sted i England, hvor han plejede at sende nogle unge piger over. Det kunne min veninde, Ingrid, og jeg godt tænke os, og så kom vi en tur derover.
Hvornår gik du på husholdningsskole?
– Det var i 1956-57. Og så var jeg i England et år, ikke så langt fra Birmingham på en stor skole med voksne elever, hvor vi lærte at servere, hjælpe til i køkkenet og så videre.
Hvordan var det?
– Det var fantastisk godt! Vi gik på aftenskole for at lære mere engelsk. Vi fik også ferie, så vi kunne tage en tur op til Skotland, og ugen efter tog vi ned til det sydligste England, Lands End, og vi cyklede på kryds og tværs. Vi fik set rigtig meget af England på det år.
– Ingrid er desværre død, men vi holdt ellers forbindelsen i alle årene, og fortalte om, når vi blev gift, fik børn og så videre.
Hvad gjorde du efter turen til England?
– Ja, haha, så var det meningen, at jeg ville blive sygeplejerske, men så mødte jeg jo Leif! Jeg kendte ham i forvejen, for han kom fra Listed, og vi havde gået i skole sammen.
– Det var lidt trist, for jeg havde kun været hjemme i to måneder, så døde min far, han var kun 55 år. Og det slog min mor ret meget ud, så jeg følte, at det blev svært for mig bare at tage væk.
– Men så var Leif der jo. Og han blev ved at være der! Og så endte det med, at jeg blev hjemme og giftede mig med Leif, og det har jeg aldrig fortrudt. Han er en dejlig mand, og vi fik tre bælla – en horra og to pibla. Og det var så fint.
– Leif købte en stor båd og fiskede laks i mange år. Vi havde hverken bil eller telefon, fordi vi begyndte at snakke om, at vi skulle bygge hus, og vi byggede også det hus, som jeg står i lige nu, og her bliver vi, til vi ikke kan magte at bo her mere.
Hvornår byggede I det?
– Vi flyttede ind i 1961. Da havde vi fået vores søn, Flemming, og her fik vi så pigerne, Vibeke og Merete.
Leif fiskede, var du hjemmegående?
– Ja, der var vist nok kommet en børnehave i Svaneke, men vi valgte, at når Leif ikke var hjemme, skulle jeg i hvert fald være det. Han var jo væk i 14 dage, måske tre uger ad gangen.
– Men på et tidspunkt begyndte jeg da så småt med forskellige ting, jeg kom for eksempel ind i bestyrelsen i Listed Brugsforening, for det kunne jeg klare herfra. Jeg kom også ind i husmoderforeningen og blev pludselig formand, og så skulle jeg jo rejse lidt i den anledning. Og jeg var med i Ibsker Menighedsråd, fordi Listed hører under Ibsker Sogn.
– Og så har vi jo Listedhuset, som både Leif og jeg har brugt meget tid på. Vi kommer der også stadig meget, vi hører til det, der hedder rengøringsholdet – jaja, med et fint ord. Vi er fem par, der sørger for, at huset ser pænt ud, det kan vi stadigvæk klare.
Hvor bor jeres tre børn henne?
– Flemming har hus i Årsdale, og han er kaptajn, så han er hjemme en måned og væk en måned, og han har en stor søn, som bor i Spanien. Vibeke bor i Helsingør og Merete bor også i Årsdale. Men alle vores børnebørn og så videre bor ovre, så vi glæder os jo altid til, at de kommer på besøg.
Fakta
Ebba Koch er gift med Leif og bor i Listed.
De har tre børn, seks børnebørn og seks oldebørn.
Nye krav ryster landbruget: 'Det er en farce'
Syndernes runddel
Apoteket tester nyt koncept på Wonderfestiwall
Det bliver en hård afsked for Sandvigs originale campingfar
OM BORNHOLMS TIDENDE
Ansvarshavende chefredaktør: Tommy Kaas.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration









