Agnes kan blive Miss Danmark: 'Man må gerne være stolt af den, man er'

Agnes kan blive Miss Danmark: 'Man må gerne være stolt af den, man er'
Til daglig bor Agnes Gjetting i København. Der er et helt andet tempo, end det hun er vant til fra Arnager, hvor hele familien nærmest boede i baghaven, og der var mere natur og ro. Eget foto.
NYHED | ABONNENT | 25. AUG 2023 • 19:00
NYHED | ABONNENT
25. AUG 2023 • 19:00

Det er ikke en billet til bekræftigelse, når Agnes Gjetting fra Arnager søndag er finalist i årets Miss Danmark. Det skal man have med hjemmefra, mener hun.

Der er varme i Agnes Gjettings stemme, da det endelig lykkes at fange hende på telefonen. Hun er 21 år, opvokset i Arnager, men for nuværende bor hun i København, hvor hun arbejder i en bager på Sydhavnen, indtil hun til september skal starte på studiet på Roskilde Universitet.

På søndag skal hun sammen med 29 andre danske kvinder vurderes og konkurrere om, hvem der er den skønneste kvinde i landet her - eller i hvert fald om, hvem der falder i dommernes smag.

– Jeg har fulgt med på instagram og set nogle forskellige udsendelser, og så så jeg, at der var sådan en åben casting, så jeg sendte en ansøgning. Der var lige tid til det inden studiet, og jeg tænkte, at jeg havde noget at komme med, forklarer hun.

Ansøgningen blev til en casting og castingen til en af de 30 pladser på fire bootcamps og i den store Miss Danmark-finale, som løber af stablen i Cirkusbygningen i København søndag.

– Jeg ved ikke, om det er noget, jeg har drømt om, men jeg tror, at jeg ligesom mange andre piger havde en lille prinsessedrøm indeni, da jeg var lille, og her får man lov til at dyrke sin feminine side, style sig op og være sammen med en masse andre søde og smukke piger, forklarer hun begejstret.

Hun fortæller, at Miss Danmark-forløbet har været en stor oplevelse, hvor hun har overskredet grænser og udvidet sin comfortzone. Faktisk har hun aldrig prøvet noget lignende. Catwalktræning, dans og at tale foran andre mennesker har nemlig ikke normalt været en del af Agnes Gjettings pensum.

– Vi har lidt jantelov her i Danmark, og det gør, at det kan føles grænseoverskrivende at stå frem og sige 'her er jeg'. For det er jo det, man gør, når man går en catwalk eller skal overbevise nogen om noget.

Hun gætter på, at de givende, sjove og grænseoverskridende oplevelser kommer tll at betyde, at hverdagsoplevelser fremadrettet opleves mindre pinlige, end hun måske før har tænkt, de var.

– Som person kan jeg godt lide at snakke og være udadvendt, men jeg er nok lidt introvert som person. Jeg lader meget op alene, og jeg er ikke den, der taler højest i et rum. Men jeg har fået noget her, som jeg ikke tror, jeg kunne have fået andre steder fra, hvor jeg har lært, at det er ok at sige 'her kommer jeg'.

Det officielle Miss Danmark-billede af Agnes Gjetting. Foto: Michael Oxkjær/Missdanmark.dk

 

Om at sammenligne sig

Forestiller man sig for sit indre blik 30 unge kvinder - den ene smukkere end den anden - som alle øver sig i at sige 'her kommer jeg', så er det ikke svært at forestille sig, de udfordringer der også kan dukke op i den forbindelse. Særligt når man tilføjer konkurrenceelementet, at der i sidste ende kun er en enkelt kvinde, som får titlen som Miss Danmark.

– Det er meget klassisk, at man kommer til at sammenligne sig med de andre. Det er jo en konkurrence, så selvom vi alle er gode veninder, så handler det om at være sig selv og gøre det godt for sig selv, forklarer Agnes Gjetting.

Hun synes dog alligevel, at det er sket med en ordentlig stemning, hvor man har bakket hinanden op og accepteret hinandens forskelligheder, og hun understreger, at hun ikke på noget tidspunkt har oplevet noget ubehageligt. Og så er det der med at sammenligne sig altså ikke noget, der er forbeholdt skønhedskonkurrencer.

– Vi kvinder er nok ret gode til at sammenligne os med andre, men når der er 29 andre super smukke og søde kvinder, der overhovedet ikke ligner hinanden, så er det sådan, at hvis man først begynder at sammenligne sig selv, så kan det virkelig blive hårdt, og man kan hurtigt begynde at tale sig selv ned, fordi man ikke er ligesom de andre.

– Det her med at være smuk er meget individuelt, og det du synes, er ikke det samme som det, jeg synes. Når man går ind til sådan en konkurrence, skal man have sig selv med og vide, at jeg er god nok, som jeg er, og selvom jeg bliver valgt fra, så er jeg stadig god nok som jeg er, forklarer hun.

Selvom det lyder meget fornuftigt og logisk det hele, så indrømmer hun, at hun på trods af sin deltagelse i skønhedskonkurrencen af og til selv kan tvivle.

– Jeg tvivler da også, og jeg kommer også til at sammenligne mig selv med alle mulige andre. Men jeg føler, at jeg har et godt selvværd på den måde, at jeg hviler i mig selv, og jeg kan godt gå uden makeup og gå i supermarkedet med shorts og sokker i sandalerne. Det gør mig ikke noget, forklarer hun.

Hun ønsker ikke, at hendes deltagelse i konkurrencen skal ændre på, hvor højt hun tænker om sig selv - det har hun nemlig fået med hjemmefra.

– Konkurrencen skal ikke være en billet til bekræftelse - at jeg er god nok, fordi jeg vinder Miss Danmark, eller fordi jeg er med. Det skal man have med hjemmefra, men så kan man ligesom bygge på med alle de ting, vi laver.

Der er altid fordomme

Både venner og familie har været meget støttende og positive, og flere har tilkendegivet, at de synes, det er super sejt, at Agnes Gjetting går efter titlen som Miss Danmark. Hvis der er et mørketal af mennesker, der synes det er underligt, så har hun i hvert fald endnu ikke stiftet bekendtskab med det, og hun håber også, at hun ville være upåvirket, hvis der var.

– Jeg tror, at noget af det, jeg tager med herfra er, at man gerne må være stolt af den, man er, og man behøver ikke være så bange for, hvad andre synes om en. Det er okay at gøre noget ud af sig selv og at synes, man er smuk. Man gør ikke andre mennesker mindre smukke ved selv at have et godt selvværd, forklarer hun.

Hun håber, at kvinder generelt kan blive bedre til at tale hinanden op, og at man i stedet for at skrive alt muligt grimt om folk på de sociale medier kan dele det gode og smukke ved hinanden.

Selv har hun oplevet, at mange har skrevet gode ting til hende, og at den negative feedback hun har fået, har været fra folk, der har tænkt, at Miss Danmark var noget andet, end det hun har oplevet.

– Der vil altid være nogle fordomme. Det tror jeg næsten, der er om alt. Jeg kan måske godt et eller andet sted se, hvor de kommer fra, men jeg har haft en rigtig god oplevelse, og der har været så meget glæde, positivitet og kærlighed til det at være en smuk kvinde - men ikke noget om at man skal være perfekt.

Selvom nogle dage starter klokken seks om morgenen med styling og masser af tid til at se sig selv i spejlet, så understreger hun, at det ikke handler om, at man ikke er smuk, som man er uden makeup.

– Vi har også det her med et fotoshoot, som er uden makeup, og så skal folk så stemme på, hvem de synes er flottest uden makeop.

Hun griner lidt, da hun hører sig selv fortælle, at der skal stemmes igen. Som om hun selv har lidt svært ved at forene sig med det faktum, at Miss Danmark i sidste ende er en konkurrence.

– Det ville da være fantastisk at vinde. Det ville være drømmen, og så kan man repræsentere Danmark ved større konkurrencer.

Hun er dog sikker på, at det først og fremmest er venskaberne og de grænser, hun har turdet skubbe til, der kommer med hjem i bagagen, når støvet har lagt sig efter søndagens finaleshow.

Den 1. september skal Agnes Gjetting starte på studiet på RUC. Her skal hun læse en humanistisk bachelor. Eget foto

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT