Vinterkulde har sendt dræbergople på tilbagetog

NOTITS | NATUR | 22. MAR • 15:12
Af:
Ritzau
NOTITS | NATUR | 22. MAR • 15:12

Invasiv gople, der er kommet hertil med skibes ballastvand, meldes i tilbagegang i Østersøen.

Vinterkulden har sendt den invasive amerikanske ribbegople - også kaldet dræbergople - på tilbagetog i Østersøen.

Det skriver DR Nyheder søndag.

Goplen kommer oprindeligt fra den amerikanske østkyst, men er kommet til Europa med skibes ballastvand.

Goplen, der blandt andet lever af fiskeæg og larver, har siden 2007 bredt sig i danske farvande.

Men vinteren, der bød på den koldeste januar i 16 år, har bremset goplen.

Det har forskere fra DTU Aqua konstateret ved det seneste togt med forskningsskibet Dana.

- Årets kolde vintervejr har haft den positive effekt, at dræbergopler er faldet voldsomt i antal, siger togtleder Marie Storr-Paulsen til DR.

De senere års milde vintre har ellers givet goplen ideelle betingelser for at formere sig og brede sig.

Goplen er hermafrodit og kan reproducere sig selv.

Ribbegoplen kan således vokse fra ét til 10.000 individer på bare fire uger, fortæller Marie Storr-Paulsen til DR.

Goplen udgør ifølge forskerne et problem for økosystemet, fordi den spiser fiskenes æg og nyklækkede larver.

Man har tidligere set store påvirkninger fra goplen i Sortehavet.

Goplen har ifølge Lex.dk - Danmarks Nationalleksikon - stor tolerance over for lave koncentrationer af ilt i vandet.

Men goplen er følsom over for temperaturer, der når under to grader, skriver Lex.dk.

Sidst forskerne oplevede en lignende tilbagegang for den uønskede gople var i 2011-2012, hvor vinteren ligeledes var usædvanlig kold.

FÅ ABONNEMENT