NATUR /
Lørdag 6. december 2025 • 19:00 Rekordstor plan: Danmark skal lægges om
Udsigten en efterårsdag over mose og skov. Aaremyre set fra Jomfrubjerget.
Den grønne trepart vil udtage 250.000 ha landbrugsjord – men store hegn, store dyr og store forandringer deler befolkningen
”Det er et yndigt land, det står med brede bøge.”
Da Adam Oehlenschlager i 1800-tallet skrev den danske nationalsang, anede han ikke den store forandring af landskabet, der 200 år efter ville ændre hele Danmark. Indtil 2045 skal der plantes skove som aldrig før. Omkring en kvart million hektar landbrugsjord skal ifølge den grønne trepart ændres til skov med træer som bøg, eg, lind og andre hjemmehørende løvtræer. Det svarer til en forøgelse af de samlede danske skovarealer på 40 procent.
Hvad er den grønne treparts aftale?
Det er en aftale mellem regeringen, Landbrug og Fødevarer, Danmarks Naturfrednings Forening, Forbundet for Fødevarer NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening om en langsigtet omlægning af landets landbrugs- og fødevareproduktion for at kunne reducere udledningen af drivhus gasser for at kunne nå Danmarks klimamål. Samt give bedre vilkår for natur, biodiversitet og drikkevand.
Det kan ske blandt andet ved en historisk omlægning af landebrugsjord og en afgift på udledninger fra husdyr.
En dejlig vandretur i skoven
En hyggelig tur i skoven er ikke kun balsam for sjælen, skoven er også jordens lunge. Via træernes blade trækker skoven CO2 ud af atmosfæren og oplagrer den i sine blade og stammer, som via fotosyntesen absorberer kuldioxiden fra atmosfæren.
Rødgraner og bregner. I alle danske skove fældes rødgraner, der skal være løvtræer.
Da regeringen og partnerne i den grønne trepart i sommeren 2024 nåede til enighed om aftalen om et grønnere Danmark, blev der talt om mere skov. Meget mere skov. Landets nuværende skovareal 13,4 procent af hele Danmarks areal. Landbruget optager 59,4 procent af landets samlede arealer.
Derfor skal de tidligere 250.000 ha landbrugsjord udlægges til skov, de skal findes ved frivillige ordninger, hvor ejerne vil blive kompenseret for at lade deres jord blive til skov.
40 procent af de 250.000 ha skal blive til urørt skov. Det vil sige en skov, der passer sig selv. Hvis et træ vælter af alder eller stormvejr, skal det blive liggende og rådne og indgå i skovens biodiversitet med svampe og insekter. Motorsave må kun bruges, hvis træet falder ned over en skovvej eller en offentlig skovsti.
De nye naturnationalparker
Danmark har over for EU forpligtet sig til at skaffe mere natur. Derfor skal der mange steder i landet oprettes såkaldte naturnationalparker.
Der er planlagt omkring 25 i hele landet. Det betyder store indhegnede områder med græssende dyr, der kan holde vegetationen nede med åbne steder til glæde for planter og fugleliv. Samtidig skal der genskabes flere åbne enge og moser med frøer, vandfugle og insekter. Kort sagt skabes meget mere natur.
Foto viser udsigten fra Dronningestenen i Almindingen.
Der skal også være en bornholmsk naturnationalpark i Almindingen. Den har der være arbejdet på i flere år, hvor det planlagte område er blevet forelagt brugerne af skoven. Den største modstand er, hvorfor området skal indhegnes, hvilke dyr skal der være og hvor mange. Må man stadig løbe orienteringsløb, lufte hunde, ride og cykle?
Jeg kender kun Naturstyrelsens svar fra medierne. Det korte svar er ja, det må man.
Gode oplysninger om den nye naturnationalpark i Almindingen kan ses og høres i en nyere udstilling inde i det gamle trinbræt ved Koldekilde Station. Almindingsvej 40, ved 15 kilometer stenen. Trinbrættet udgjorde stoppested for jernbanen fra Aakirkeby til Gudhjem, fra 1916 indtil 1952. Dog med navnet Christianshøj Trinbræt, men folk kaldte den Koldekilde.
Christianshøjs trinbræt i Almindingen. Der er en udstilling om naturnationalparken.
Stationsbygningen er tegnet af arkitekterne Kay Fisker og Aage Rafn. Den gamle billet luge, farverne og de indvendige siddepladser langs væggene er der stadig. Der er åbent døgnet rundt og det er gratis.
I samme øjeblik man åbner døren til lokalet tændes lyset i loftet, og der tændes et TV med en oplysende film om naturnationalparken. Om bisonokser og kronhjorte, om skovstier og udsigtsplatforme og fugletårne.
Flere opsatte tavler viser parkens udseende, størrelse og fakta. På endevæggen er der opsat fire gevirer af parkens pattedyr. En bisonokse, kronhjort, dådyr, samt en opsats fra rådyr. De hvide klatter på gulvet er også natur. Der har i sommers ynglet flere bysvaler i rummet, oppe fra rederne i loftet har ungerne skidt ned.
Hvorfor skal naturparken indhegnes?
Almindingen er på 2400 ha. Deraf skal de 1100 ha være den nye naturnationalpark. Man har planlagt flere bisonokser, der skal komme fra forskellige steder for at undgå indavl. Der kommer også 18 store kronhjorte fra Dyrehaven i København. Hegnet skal sørge for, at dyrene om natten ikke vandrer ud og skader landbrugernes marker, mens mindre dådyr og rådyr uhindret kan passere hegnet.
Bisonokser. Der er planlagt flere dyr fra forskellige egne for at undgå indavl.
Planerne markerer et vigtigt vendepunkt i de danske skoves historie. Gennem 1600-tallet fældede danskerne skov til skibe, huse, brænde og ikke mindst til de mange hjemmebrænderier, derfor forsvandt de danske skove. Særlig slemt var det i Nordsjælland. Derfor kaldte kongen i 1763 den tyske forstmand von Lange til landet. Han skulle plante hurtigt voksende nåletræer i Nordsjælland. Da det store område fra ældre dage var brugt af bønderne til afgræsning for deres kreaturer, måtte von Lange inden plantning beskytte sine unge nåletræer med høje jordvolde. Husdyrene blev således hegnet ude.
Da skovrider Hans Rømer i 1800 skulle tilplante Almindingen måtte han også hegne området ind for at beskytte de unge træer for bøndernes kreaturer. Han fik derfor lavet et 21 kilometer langt stengærde, stenene fik Rømer fra kongeborgen Lilleborg og vikingeborgen Gamleborg.
Nye skove, urørte skove og naturnationalparker. Det hele hænger sammen i en stor cyklus, der kun styrkes, hvis og når naturen får lov til at brede sig.
Man har foreslået udsætning af 18 store kronhjorte fra Dyrehaven i København.