Naturformidler Anders Kofoed har været med til at lave et spil om verdens dyr.
Anders Kofoed elsker at gøre naturen tilgængelig og forståelig. Det gør han på tv, i bøger og nu også med et brætspil.
Sammen med børne- og ungdomsforfatter Kristoffer J. Andersen og brætspilsforlaget Game Inventors har melsteddrengen skabt familiespillet "Verden rundt med dyr".
Ambitionen er at få børn og voksne væk fra skærmene og hen til spillepladen, hvor de kan tage på en rejse, der gør dem klogere på verdens dyr.
– Når man leger og konkurrerer, kommer læringen helt naturligt – og ofte på en måde, man husker. Det er måske en god ting i en tid, fortæller Anders Kofoed og Kristoffer J. Andersen i en pressemeddelelse.
Spillerne skal bevæge sig gennem verdens kontinenter, og på rejsen møder de et væld af dyr og får masser af viden med på vejen.
Holdet bag lægger vægt på, at "Verden rundt med dyr" hverken er en quiz eller undervisning, men et familiespil, hvor børn og voksne konkurrerer, tager chancer og forsøger at finde den bedste vej gennem dyrenes verden.
"Verden rundt med dyr" udkommer i næste uge og er på vej ud til butikkernes hylder.