Kommunen bekræfter: Vil have forlænget tidsfristen for ny affaldsordning

NYHED | ABONNENT | 3. OKT 2022 • 07:04
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
3. OKT 2022 • 07:04

Regionskommunen går til Miljøstyrelsen for at få yderligere dispensation i forhold til, hvornår affaldsordningen skal implementeres.

Som mange vil vide, har der den seneste tid været en del usikkerhed om fremtidens affaldsordning på Bornholm. Den hidtidige kulmination var, at virksomheden HCS A/S meddelte regionskommunen, at den ikke bliver klar med den nye affaldsordning til den 27. november, som var den dato, der stod i kontrakten mellem de to parter.

Hvad så? lyder det oplagte spørgsmål.

I første omgang forsøger kommunen at købe sig mere tid og søger derfor Miljøstyrelsen om at få forlænget tidsfristen for den nye affaldsordning. Til Tidende fortæller chef for Center for Natur, Miljø og Fritid Louise Lyng Bojesen således:

– Jeg er ikke helt sikker på, om vi har søgt endnu, men vi kommer til at gøre det.

Hvor lang denne nye frist i givet fald skal være eller ud fra hvilke kriterier, regionskommunen søger om forlængelse, ønsker hun ikke at uddybe.

Bornholm har ligesom en række andre kommuner allerede fået dispensation en gang. Oprindeligt skulle affaldsordningen have været implementeret den 1. juli sidste år, men det er blevet udsat til udgangen af 2022. Det er den frist, kommunen ønsker forlænget yderligere, og Miljøstyrelsen har åbnet for, at der igen kan søges dispensation, hvis den enkelte kommune ikke kan nå at blive klar inden deadline.

To muligheder

Styrelsen har i en mail til Tidende oplyst, at der kun kan opnås dispensation, hvis kommunen har været i dialog med Miljøstyrelsen og i øvrigt opfylder en række kriterier.

Der er to muligheder for at søge dispensation, enten at kommunen ikke kan få leveret materiel/udstyr inden den 1. januar 2023, eller at kommunen har områder med større logistiske udfordringer.

Tidende har mandag uden held forsøgt at få yderligere kommentarer om sagen fra direktør i Bofa Jens Hjul-Nielsen og Brian Johansen, presseansvarlig i Bofa, samt direktør i regionskommunen Lillian Rasch Madsen.

Heller ikke borgmester Jacob Trøst (K) er det lykkedes at få i tale, mens Helle Munk Ravnborg (Enh.), som er forperson i Natur-, Miljø- og Planudvalget, henviser til Louise Lyng Bojesen for en uddybende kommentar, men dog siger:

– Det er oplagt, at vi skal søge om forlængelse, for HCS har jo sagt, at de ikke er klar til den nye ordning den 27. november, som de skulle være det ifølge kontrakten, og man må gå ud fra, at de heller ikke er klar den 1. januar.