Brandvæsnet rykkede ud til oliespild - men lader olien ligge

Brandvæsnet rykkede ud til oliespild - men lader olien ligge
Arkivfoto: Holger Larsen
NYHED | 27. NOV 2024 • 14:55
NYHED
27. NOV 2024 • 14:55

Der er spildt olie over en længere strækning i Lobbæk. Brandvæsnet lader dog olien ligge for i stedet at lade den arbejde sig ned i asfalten over tid.


Bornholms Brandvæsen blev klokken 13.15 onsdag kaldt ud til en melding om mindre forurening-mindre spild. Mindre spild vil indsatsleder Per Zarzycki dog ikke karakterisere det som - men det var ikke meget, brandvæsnet kunne gøre ved det, oplyser han.

– Det er noget olie over en længere strækning, som har ligget der i lidt tid, siger indsatslederen, der karakteriserer det som noget diesel- eller motorolie.

Spildet har fundet sted i Lobbæk på Bodelyngsvejen og strækker sig over en kilometers penge - måske halvanden.

– Det har ligget der lidt for længe til, at vi kan gøre noget ved det, siger Per Zarzycki.


Hvorfor kan I ikke samle det op?


– Hvis vi skulle rense det op, når det ikke længere er fugtigt, ville vi skulle spule vejen og hælde noget olieopløseligt på, hvilket ville blive skyllet ud i vejkassen - og så har vi bare flyttet problemet. Så er det bedre, at det ligger på- og arbejder sig ned i asfalten og bliver en del af det.

Så hvis man kommer forbi og ser olien, skal man ikke ringe efter jer?


– Det behøver man i hvert fald ikke. Vi har været ude at kigge.

Forsvinder det af sig selv?


– Man vil kunne se det i et godt stykke tid. På sigt vil det gå i asfalten, men der kommer til at gå lang tid.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT