Træbådelaug træner unge - næste år skal de træne på Freia

Træbådelaug træner unge - næste år skal de træne på Freia
Både i år og sidste år har det gamle værft på Sydhavnen i Rønne dannet ramme om en bådebyggeruge med unge fra skoleskibene, men Bornholms Træbådelaug er blevet opsagt, så arrangementet kan ikke fortsætte i sin nuværende form. Derfor har laugets formand skabt kontakt mellem de unge og foreningen bag skonnerten Freia. Foto: Jacob Jepsen
NYHED | ABONNENT | 1. JUL 2022 • 10:30
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
1. JUL 2022 • 10:30

En gruppe unge har i denne uge besøgt Bornholms Træbådelaug for at lære om klassisk bådebyggeri. Samtidig har de fået kontakt til folkene bag den 125 år gamle stålskonnert Freia.

Bornholms Træbådelaug kan noget særligt. Det kan både give unge et indblik i det historiske bådebyggerhåndværk, og så kan det skabe kontakt mellem de unge og en enestående mulighed for at udøve håndværket i virkeligheden. Det har lauget bevist i denne uge, hvor det har været vært for en såkaldt bådebyggeruge.

– Der er en forening ovrefra, der hedder DSTA – Danish Sail Training Association, som sidste år var her og besøgte os, og det var en stor succes. De er kommet igen i år med en gruppe unge fra skoleskibene og skal prøve lidt håndværk, fortæller formand Poul Forum Sørensen fra Bornholms Træbådelaug.

Det foregår på den måde, at træbådelaugets medlemmer sætter de unge ind i lidt klassisk bådebyggerarbejde på det gamle værft på Sydhavnen i Rønne, som lauget nu skal flytte fra, fordi Rønne Havn A/S skal bruge området til vindmøller.

– De vil rigtig gerne lære noget mere om træ, rigning og sådan noget, og det lærer de her hos os også. Og det har de været glade for, siger Poul Forum Sørensen.

Besøget begyndte mandag og slutter fredag, og det er de unge selv, der har skaffet pengene.

– Jeg har anbefalet dem af søge bornholmske fondsmidler til det, og de har fået pengene, siger laugformanden.

Kontakt til Freia

Umiddelbart får Bornholms Træbådelaug ikke noget ud af besøget.

– Ikke andet end fornøjelsen af at vise folk, hvordan man laver tingene, når det skal laves rigtigt. Vi viderebringer noget af den viden, vi har, og det er godt for os. Det er vigtigt at formidle og også kulturhistorien, der er forbundet med det, siger Poul Forum Sørensen.

På grund af Bornholms Træbådelaugs aktuelle situation som opsagt lejer på Sydhavnen var det svært at se en fremtid for samarbejdet med DSTA – Danish Sail Training Association. Derfor fik Poul Forum Sørensen en idé og tog kontakt til Henrik Olsen, som er formand for foreningen Freias Venner.

Det er en god kontakt for ham at have. Det er unge mennesker, som både gerne vil sejle og arbejde med tingene på skibet, lyder hans forklaring.

Og han fik ret.

– Poul var sød at ringe og sige, at jeg skulle komme ned. Så havde jeg en halv time. Det er skønt at se gnisten i deres øjne, og det er lige sådan noget, vi også skal have til at ske, siger Henrik Olsen.

På besøg næste år

Freia-formanden havde lejlighed til at tale med to unge kvinder, som lovede, at de ville sende ham en mail.

– De sad med kontakter ind i hver deres netværk af unge mennesker, som er betaget af gamle sejlskibe og arbejdet med dem. Så støber vi på en idé om, at de skal komme næste år i en uge og arbejde på Freia, samtidig med at de også får stukket nogle sejlture i udsigt, og måske laver vi noget allerede i september, hvor vi også prøver at få nogle stykker til at komme over, siger Henrik Olsen.

For ham er der ingen tvivl om, at Freias Venner skal tappe sin ind i, at der er et ret stærkt netværk blandt unge mennesker, som interesser sig for gamle skibe, både det at sejle med dem og hele skibbyggerkunsten som sådan.

– Det er lige sådan noget, vi også skal have til at ske. Så det var et godt møde. Det er ungdommens energi, som kommer ind i projektet her. Den ene havde nærmest familiære relationer til Freia, for hendes kærestes forældre har ejet Freia, før Bo Mathiesen havde den. Så der var lige pludselig et ekstra bånd, der blev knyttet, fortæller Henrik Olsen.